Avengers: Age of Ultron

Som barn legede mine veninder og jeg med dukker. Ved siden af os sad mine brødre klistret til skærmen, mens engelske kanaler på parabolen sendte ’Transformers’, ’Spider-Man’ og andre overmenneskelige helte, som sloges mod de onde og reddede verden. Og selvom mine brødre havde livlig fantasi, når de legede og så tegneserierne, så tror jeg ikke, de nogensinde forestillede sig, hvor fænomenalt flot man i 2015 kan lave action. Action som overlegent overgår nogen form for fantasi.

Den tager fart, når Tony Stark (Robert Downey Jr.), altså Ironman, beslutter sig for at udnytte seneste Avengers-mission til at kreere en ny computer med det formål at overflødiggøre superheltene og skabe total fred i verden. Stark leger Gud, og det går naturligvis galt. Ondskaben overtager Starks computer, og ud kommer Ultron: En høj, rigid metalrobot, hvis eneste livsmission er at overtage verdensherredømmet og udslette menneskeheden! Så Hulken (Mark Ruffalo), Thor (Chris Hemsworth), Black Widow (Scarlett Johannson), Hawkeye (Jeremy Renner) og Captain America (Chris Evans) må i omdrejninger for at få has på den onde metalmand.

’Avengers: Age of Ultron’ er et pragteksempel på imponerende action. Desværre følger historien ikke helt med. Den er lidt træt. Og den har nogle unaturlige krumspring og elementer, som sagtens kunne have været undværet. For eksempel introduceres to nye superhelte, et par russiske tvillinger, som taler gebrokkent engelsk; og en af superheltene har pludselig en hemmelig familie og en idyllisk familiefarm.

Filmen søsætter en masse små historier, som aldrig rigtig rammer, og så bruger den enormt mange ressourcer på at lade Ultron forklare menneskehedens svagheder i store filosofiske floskler, og det bliver lidt trættende på trods af, at Ultron spilles af James Spader. Der udklækkes nye superhelte med Paul Bettany og Elizabeth Olsen, men de får ikke rigtigt spillerum. Og selvom Marvels univers er en ret fast skabelon, så er det før lykkedes at skabe identifikation og følelser hos publikum. Her går superheltenes konflikter aldrig rigtig ind, specielt fordi klicheerne kværnes ned i halsen på publikum, og de humoristiske replikker bare ikke er rappe nok.

Men så er der den fænomenale action, og man må flere gange bøje sig for, hvor imponerende det er, når alt går op i en højere enhed. Det er derfor, du skal se ’Avengers: Age of Ultron’: For at opleve en fantasi, der er større end din egen. For at fejre de storslåede højder, filmindustrien i dag har nået, når det drejer sig om fænomenale visuelle præstationer. Vildere og hurtigere end hverken store instruktører eller små drenge har kunnet forestille sig, da de sad med næsen i håndtegnede tegnefilm og farverige tegneseriehæfter.