Battleship

”Plask!”, planlagde jeg på forhånd, denne indledning skulle lyde.

At basere en actionfilm på blindskydnings-brætspillet 'Sænke slagskibe' lyder jo urimeligt åndssvagt. Men 'Battleship' ved det godt selv og går planken ud i dejlig dum stil. Udfaldet er årets charmerende overraskelse i feltet af popcorn-flicks – og i tilgift den sejeste invasion fra rummet i en rum tid.

For de spektakulære søslag går løs, da en fjendtlig fortrop fra et fjernt solsystem falder i Stillehavet ud for Hawaii. Heldigvis er den brushovede søløjtnant Taylor Kitch lige i farvandet med sin detroyer, og mon ikke han holder op med at kvaje sig kontinuerligt, når det nu er hele verden, der skal reddes.

Klip til øjekildrende ødelæggelse, store skibe i slomo, AC/DC for fuld blæs, stars and stripes i modlys, kække matroser (som schweizerknivssoldaten Rihanna, der kan udfylde alle funktioner på sådan en krigsskude!), sjove nørder, omkringspankulerende supermodeller og mystiske aliens (der naturligvis har en på Jorden meget upraktisk svaghed).

Michael Bay ville være stolt, for 'Battleship' er den bedste Michael Bay-film, han ikke selv har lavet. En afvæbnende selvbevidst, på kanten af selvironisk 'Pearl Harbour' møder 'Transformers', der smører tykt på, når det virker, og skærer igennem, når det kræves.

Selvfølgelig er genbrugsskroget hullet og brændstoffet uraffineret, men 'Battleship' er sådan en gavtyv, der kun bliver en skæggere fornøjelse af det, mens den sender forbløffende effektive hilsner til brætspilsforlægget og lige slår et slag for the U. S. of A.'s handicappede og pensionerede veteraner:

”Ramt!”