pixel

Tagpark på kontorkolossen

Det sidste kontorbyggeri ved Havneholmen får byens længste taghave.

cph highline holscher nordberg

Et kontorhus er et kontorhus, og der er allerede mange af slagsen langs Københavns sydlige havnestrækning. Men det kommende kontorfolk i Cph Highline ved Havneholmen får alligevel noget, alle de andre ikke har: En 100 meter lang grøn sti på taget.

»Tagterrassen får karakter af et byrum i sig selv med nicher med bænke og grønne bede langs stien. Man kan nyde udsigten over byen og inderhavnen eller tage en gåtur på tværs af bygningen, for eksempel mens man holder et møde eller får en tankepause og henter ny inspiration i andre omgivelser,« fortæller Mikkel Nordberg, senior arkitekt og partner hos Holscher Nordberg.

Holscher Nordberg har tegnet Cph Highline for byggekoncernen Skanska, og inspirationen til både navn og byggeri er hentet fra New Yorks The High Line, en nedlagt højbane, der i dag er omdannet til en to kilometer lang grøn sti, der løfter sig over Manhattans vejnet.

Grønt oppe, nede og inde

I smørhullet bag Fisketorvet og ud mod Vasbygade bliver Cph Highline 26.000 kvadratmeter stor og zig-zag-formet. Tagparken skal følge bygningens trappeform fra 8. til 4. etage og ende ud i en terrasse med udsigt over havnen.

Indvendigt giver det plads til op mod 1.700 skrivebordspladser, der med vinduer fra gulv til loft får optimalt lysindtag og et panoramisk kig ud over domicilets grønne gårdhave. Tagparken bliver nemlig ikke den eneste indbyggede lokation, hvor medarbejderne kan løsne slipset eller snige sig ud af de højhælede et øjeblik.

Haven, der omkranser Cph Highline og udmunder mod syd i en havnepromenade med roklub og bådskure, bliver med mulighed for urban farming – de små bykøkkenhaver, der i stigende grad gror frem i det københavnske bybillede. Alt det grønne følger sågar også med indendørs, hvor kantinen og andre fællesarealer skal indrettes med buske og blomsterbede.

Men den bæredygtige markedsføring er ikke kun for syns skyld. Mellem borde og bænke på taghaven skal solceller bidrage til at holde energiforbruget nede, og byggeriet bliver stemplet med det grønne DGNB-certifikat, der skal sikre både social, økonomisk og miljømæssig bæredygtighed.

Sidste brik på Havneholmen

Cph Highline udgør sidste etape af Skanskas erhvervsprojekter på Havneholmen i det nordligste Sydhavn. Domicilet dumper ned mellem smykkekoncernen Pandoras nye hovedkvarter og lejlighedskomplekset Skibbroen langs havnepromenaden, alt sammen udviklet af Skanska.

500 meter fra grunden tidligere kendt som Cirkuspladsen ligger Dybbølsbro S-togstation, og fra 2023 kører metroens Sydhavns-linje lige til døren.

Skanska mangler endnu den sidste byggetilladelse men forventer med lidt held at tage det første spadestik senere på efteråret. Byggetiden er anslået til halvandet til to år, inden knoklende kontor-københavnere kan gå en tur i parken uden at forlade arbejdspladsen.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling