kbh magasin

BilledetekstCykelslangen vil på vejen til Bryggebroen slynge sig mellem Fisketorvet (øverst t.v), Hotel Copenhagen Island (øverst t.h.) og kontorhuset Atrium. | Fotograf: Dissing+Weitling

Cykelslangen sluger missing link

Ny bro ved Fisketorvet tilbyder snart skæg cykeltur i første sals højde langs havn og bygningsblokke.

En spinkel slange, der seks meter oppe i luften bugter sig elegant ud over havnebassinet og ind mellem blokkene ved Kalvebod Brygge. Sådan vil Cykelslangen tage sig ud, når den forventes at stå færdig omkring årsskiftet som Danmarks første broforbindelse udelukkende for cyklister.

Den skal udfylde det hul, der i dag opstår for de cyklister, der vil fra Fisketorvet og videre til Bryggebroen, som forbinder Vesterbro med Islands Brygge.
Det er nemlig en rute brolagt med bøvl og trængsel, hvor de cyklende må slæbe deres jernheste op og ned af en trappe nord for shoppingcenteret. Dernæst skal de navigere ind og ud mellem slentrende fodgængere på en rute, der har flere skarpe hjørner og blinde vinkler.

Alt i alt en farlig cocktail, der har kostet flere sammenstød mellem fodgængere og cyklister, og som Cykelslangens arkitekt, Jesper B. Henriksen fra Dissing+Weitling, kalder ”et gevaldigt mareridt af cykler og fodgængere overalt”.

cykelslangen_2.jpg

Cykeltur i første sals højde

Når den 235 meter lange Cykelslange slynger sig fra Kalvebod Brygge til Havneholmen, vil det i stedet blive muligt at hjule gnidningsfrit direkte fra Fisketorvets forplads til Bryggebroen. Seks meter over vandet og den kaotiske fodgængertrafik.

Cykelslangen tjener dog ikke kun et praktisk formål, men er også rig på storby-æstetik:

”Det er en spinkel bro, som danner en fin kontrast til de massive højhuse ved Kalvebod Brygge,” siger Jesper B. Henriksen.

For også at gøre oplevelsen af selve cykleturen på broen mere spændende og
dynamisk, slår slangen nogle nogle større slag ud over vandet.

”Det bliver en rigtig skæg lille tur. Man kører oppe i første sals højde. Drejer ud på vandet ved Fisketorvet og kommer så helt ind at køre imellem de monolitiske blokke Hotel Copenhagen Island, Atrium og Aller Huset,” fortæller Jesper B. Henriksen.

cykelslangen_3.jpg

Flere op på cyklen

Cykelslangen slår også et slag for Københavns status som en af verdens bedste cykelbyer, og det er blandt andet derfor, at Københavns Kommune har fundet det værd at skyde 33 millioner i projektet.

I følge Teknik- og Miljøborgmester Ayfer Baykal vil broen helt konkret opmuntre endnu flere Københavnere til at hoppe op på cyklen:

“Med cykelbroen ved Fisketorvet lukker vi et hul i vores cykelrute fra Vesterbro til Islands Brygge. Smutveje betyder meget for københavnernes lyst til at tage cyklen. Derfor er jeg sikker på, at vi får mange flere til at bruge Bryggebroen og vælge cyklen på den rute fremover,” siger borgmesteren.



14Kommentarer

Jacob Frank Hansen
25. december 2012 - 17:54

Hurra.

Ja, skulle være bygget fra start. Og, ja, tænk på forholdene på Amagersiden som Rene påpeger. Bryggebroen er stadig kun en lappeløsning, men bedre end ingenting.

MIN DRØM: Alle cykelstier, broer, tunneller, og kryds, skal bygges som bilernes motorveje: her er der HØJ hastighed, overskuelighed, LAV ulykkesfrekvens, og du kommer HURTIGT fra A til B. Og køreglæden er derefter: HØJ. Elcykler med 4o km/t, 3 spor i hver retning. Dynamiske kryds.

I dag er de fleste cykelstier bygget til relativ langsom hastighed, lille overskuelighed, medium ulykkesfrekvens og forholdsvis mange omveje fra A til B. Jeg føler ikke, at cyklen bliver tager lige så alvor som bilen. Lidt latterligt.

Det er Bryggebroen et stjerneeksempel på. Lidt for sjov, lidt for dyr, lidt for useriøs. Burde havde været billigere, og fuldstændig integreret med Amager og Vesterbro fra starten. Det ville have været klædeligt.

Lav et super net af cykelmotorveje på 500 km spændt udover hele København, med masser af broer, tunneller og flere baner på cykelstierne. Giv det 1 mia og cykeltrafikken vil EKSPLODERE!!!

Hep hep, Ayfer Baykal ;-)

Rene Jørgensen
24. september 2012 - 8:39

Det bliver da dejligt man nu bliver fri for at slæbe sin cykel op af trappen ved Dybbelsbro..... men mens man nu er igang med at bedre forholdene for cyklisterne, var det så ikke en idé OGSÅ at ændre tilkørsels-forholdene på den anden side af Bryggebroen(amagersiden), hvor der er både grus, brosten og dårlig skiltning

Jacob Rosengren
26. august 2012 - 17:54

Flot projekt og tiltrængt men der er jo delte meninger om det..Men mit store spørgsmål, hvad gør man med Havnebadet? Bliver det mon flyttet længere ud i havnebassinet? Fordi broen vil helt klart skygge endnu mere end Fisketorvet gør efter kl. 16 på en alm sommerdag.
Men det ville heller ikke skade at flytte det længere ud i bassinet, måske lave omklædningsfaciliteter så vi også kan lave vinterbad? Nu er der jo ønsker om at udvide Islands Brygge badet så hvorfor ikke også gøre det her? Ved godt pengene er små, men de havnebade er yderst populære.
Nå, men jeg er spændt på udkommet af projektet..

Jesper Michelsen
14. august 2012 - 11:53

Hvis man ikke kommer fra Brygge-siden, men fra en af arbejdspladserne langs Kalvebod Brygge - hvordan kommen så op på cykelslangen.

Man skal stadig sløbesin cykel - eller køre en ret lang omvej.

Det er en ommer.

Lars Barfred
14. april 2012 - 7:59

Kasper: 33 mill. er ingenting i forhold til hvad det koster at lave løsninger til bilerne. Kommunen bruger 4 gange så mange penge på bilparkeringspladser, som totalt set på cyklisme, selv om der er 4 gange så mange p-pladser som der er pladser i cykelstativer og selvom 5 gange så mange har en cykel.
Pengene er der, det er blot et spørgsmål om prioritering.

Hvis man i stedet for at lave hævede cykelstier med kantsten, laved malede cykelbaner som var afgrænset fra bilbanen med stål-steeler for hver 1,5 meter, ville man også kunne sparer meget, og så kunne bilerne ikke parkere på cykelstien.

Janus
13. april 2012 - 14:10

Det er en fantastisk løsning. Jeg har længe tænkt på cykelstier i højden, som løsning på nogen af KBH's problemer med plads til cyklister.

Kasper
13. april 2012 - 9:11

Dejligt, men også en meget dyr løsning. Jeg kan forstå at folk er begejstrede, men de skal også tænke på det økonomiske, for ellers er det pludselig ikke flere penge til cykelforbedringer.

Det er ikke realistisk at smide 33 mio. ud både her og der og alle vegne, hvor der er dårlige cykelforbindelser. Det er vigtigt at de nye grønne cykelruter dækker hele byen og ikke kun de smarte steder i centrum.

Jeg tror dog at folkene i kommunen er bevidste om dette. Og forbindelser på tværs af havnen er vigtige.

Hvorfor tænkte man ikke en god cykelsti ind fra starten, da man byggede husene bag Fisketorvet? Det havde været billigere.

Jørgen
6. april 2012 - 15:52

Super-Genialt!!! Flere af dem - vi skal have cykelslanger overalt - henover byens tage, ned i gyderne, henover søerne, rundt om rundetårn, gennem abeburet og helt, helt ned på jorden.
Hurra!!!

Blogbyen.dk
4. april 2012 - 7:41

Fedt at der også er fokus på det sjove, når man tegner nye cykelløsninger. Jeg forstår ikke debat om fodgængerforhold - de bliver automatisk forbedret dramatisk rundt om Fisketorvet, når broen kommer - og alle cyklerne bliver ledt udenom.

Steen
2. april 2012 - 21:28

Det bliver fantastisk, man kan kun elske københavn når ting som dette sker

ANNA
2. april 2012 - 17:42

Fantastisk - glæder mig til ny, smuk og tiltrængt bro!
Nu ønsker jeg mig bare en bro til/fra Nørre Allé over Tagensvej og ind i Fælledparken; den nuværende situation er et dagligt helvede for hundredevis af cyklister...!

Jan Gralle
2. april 2012 - 12:56

Jeg mente selvfølgelig, at det er en genial 'løsning' med cykelbroen (ikke 'læsning'). Men hvordan bliver så løsningen for fodgængerne? Ifølge kommunens fodgængerpolitik, skal gåkulturen i København udvikles, og der skal satses som beskrevet på kk.dk: "Et sammenhængende netværk af fodgængerruter kan invitere til at gå, samtidigt med at det vil lette mulighederne for at finde alternative ruter i kvarteret."

Jan Gralle
2. april 2012 - 10:56

"Når den 235 meter lange Cykelslange slynger sig fra Kalvebod Brygge til Havneholmen, vil det i stedet blive muligt at hjule gnidningsfrit direkte fra Fisketorvets forplads til Bryggebroen. Seks meter over vandet og den kaotiske fodgængertrafik." Skriver I.
Og det er da ganske rigtigt en genial læsning.
Men undskyld mig: Ifølge færdselsloven skal man køre efter forholdene, og cyklister er de stærke trafikanter i forhold til fodgængere. Her fremstår det nærmest som om fodgængerne generer os stakkels cyklister.

Tina
2. april 2012 - 9:54

Genialt :)

Indsend kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
Billed-CAPTCHA
Enter the characters shown in the image.
FAKTA

Cykelslangen

En 230 meter lang, eleveret cykelbro mellem Fisketorvet og Bryggebroen.

Sendes i udbud i løbet af foråret og forventes at stå færdig i slutningen af 2012 eller begyndelsen af 2013.

Udtænkt af Dissing+Weitling, der som den bløde trafiks broeksperter også står bag Bryggebroen og Åbuen. Og som såmænd også har tegnet Storebæltsforbindelsen.

Betales med 33 mio. kroner af Københavns Kommune.

SENESTE ARKITEKTUR

kbh magasin
Lille-web WEbdesign