pixel

En hvirvelfuld af havet

Den Blå Planet i Kastrup suger dig som en strømhvirvel ind i Nordeuropas største akvarium.

kbh magasin

Fakta

Den Blå Planet

Jacob Fortlingsvej 1, Kastrup

Åben hver dag fra klokken 10-18, mandag til 21.

160 kroner for voksne og 95 kroner for børn (3-11 år).

Den Blå Planet afløser Danmarks Akvarium i Charlottenlund, der lukkede i november 2012 efter 73 år.

Med sine 10.000 m2 er det Nordeuropas største akvarium.

Tegnet af arkitekterne 3XN og opført af Bygningsfonden Den Blå Planet, hvor hovedbidragyderne er Realdania, Knud Højgaards Fond og Tårnby Kommune.

Et gigantisk, elegant svunget havdyr, der ligger på land med det oprørte grå hav og den uendelige horisont som baggrund – synet af Den Blå Planet imponerer. Bygningens former hvælver, runder og bugter sig i en stram organisk form, mens den metalliske overflade skinner som skel i den blege vintersol.

Set fra oven ligner det nye Danmarks Akvarium ved Kastrup Havn en femarmet hvirvel, og det er netop hvirvelstrømmen, som er inspirationskilde til Nordeuropas største samling af fisketanke, fortæller kreativ direktør Kim Herforth Nielsen fra arkitekterne 3XN:

“Hvirvlen er en abstrakt form, som giver mange forskellige associationer til vand. Tanken med bygningen er at fortælle historien om vand. De fleste andre akvarier er bare bygninger. Men hele vores bygning er en fortælling om vand.”

den_blaa_planet_5.jpgden_blaa_planet_6.jpg

Oceanets blå mørke

Hvirvlen er ude på at suge dig ind til en oplevelse af en verden under vand. Men når du først ankommer, er der noget nærmest gådefuldt lukket over den spiralformede bygning, der hverken har vinduer eller et tydeligt indgangsparti. Indgangen ligger skjult under en hvirvel-arm og kommer kun langsomt til syne, i takt med at du nærmer dig.

Men der er masser af funktion i det undseelige indgangsparti. For den hvælvede arm beskytter imod vindbølger og regnbyger og holder pladsen foran indgangen fuldstændigt tør og vindstille, forklarer Kim Herforth Nielsen.

Indenfor giver fraværet af vinduer mening, for mørket skaber illusionen af, at vi er under vand – komplet med flimrende lysbrydninger som danser på vægge, lofter og i akvarierne.

Flimmeret er ikke et resultat af sollys filtreret gennem vand, men er iscenesat til formålet af lysdesigner Jesper Kongshaug, som også har skabt de skiftende lysskulpturer, som pryder loft og gulv i den cirkelrunde foyer.

den_blaa_planet_2.jpg

Se rokken blotte sig

Halvmørket har også den funktion, at det ikke er arkitekturen men husets beboere, de 20.000 fisk og andre havdyr, som er i centrum i de smukke oplyste akvarier, som øjet aldrig bliver mæt af.

For eksempel Koralrevet, som er et langstrakt bassin med fisk og koraller i en variation af former, farver og mønstre, som må gøre enhver designer misundelig.

Det helt store tilløbsstykke er det kæmpemæssige saltvandsbassin, Oceantanken, hvor havets forunderlige skabninger boltrer sig bag en 16 gange 8 meter stor og 48 cm tyk rude.

Her kan du sidde tilbagelænet på en tribune og meditativt betragte hammerhajer, prikkede moræner og ørnerokken, der flyver snarere end svømmer i vandet.

Oceantanken rummer også en spektakulær 16 meter lang glastunnel, hvor du er omgivet af vand og svømmende fisk til alle sider. Et særligt sug i maven giver det, når rokken blafrer henover røret og blotter sin hvide mave helt tæt på.

den_blaa_planet_7.jpg

Jorden rundt

Afrikas søer har også deres egne bassiner, og Amazonflodens beboere kan opleves i den store regnskovshal. Her flyver fugle og sommerfugle frit omkring, mens en kæmpe anakonda lurer i en træstamme, og 3.000 sultne piratfisk er samlet i et akvarium – uden andre fiskearter naturligvis...

Det nordiske element findes blandt andet på det færøske fuglefjeld med havfugle og i et saltvandsbassin med pighaj, helleflynder og havkat. For de mindste gæster er det allermest eksotiske måske et 10 meter langt sanseakvarium med danske havdyr, der må beføles.

Endelig har Den Blå Planet en restaurant (der naturligvis serverer fish n' chips), hvor vi ikke længere er i oceanernes mørke dyb, men tilbage på land badet i lys og med kig til søløver. Vandet er her dog stadig, fordi kæmpemæssige glaspartier giver frit udsyn til Øresund. Lysende smukt, ligesom alt andet ved Den Blå Planet.

den_blaa_planet_3.jpgden_blaa_planet_4.jpg

Tak fordi du læste artiklen til ende — vi håber, du kunne lide den.

 

På Magasinet KBH følger vi tæt udviklingen af København. Intentionen er at give dig brugbare informationer, og gennem debat at bidrage til at skabe et bedre København.

Men der er mange omkostninger forbundet med at lave et digitalt magasin, og derfor har kun medlemmer i dag adgang til langt størstedelen vores indhold.

Den artikel du lige har læst, var der gratis adgang til, men langt de fleste skal man være medlem for at læse.

Den gode nyhed er, at medlemskaber starter ved blot 29 kroner om måneden.

Bliv medlem

PS. Som medlem slipper du også for at se flere af de her opfordringer til medlemskab, og alle reklamer forsvinder, hvis du vælger et plus-medlemskab.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling