H.C. Andersens samlede eventyr

Der er fart på, når 156 eventyr fyres af på scenen på blot 100 minutter, men hvis der er nogen, der kan, så er det Mungo Park. Selvom det starter i en noget grå kulisse, så får H.C. Andersen ikke lov til at støve helt til i montren. Frygten for at blive glemt kan Danmarks nationaldigter godt pakke væk, på teaterscenen bliver han hyldet til døde.

Der er temauge på biblioteket. H. C. Andersen temauge. Der er, som fordommene dikterer gabende tomt på folkebiblioteket i Allerød, kun to bibliotekarer og en invalidepensionist i skånejob er eneste tegn på liv. Og det selvom de er næsten lige så grå som bogreolerne og lige så tørre som de vaniljekranse, der ellers skulle friste et litterært publikum. Men når kunderne udebliver kan dagene godt blive lange, heldigvis ligger Leif Arne inde med en lille H.C. Andersen-leg fra biblioteksskolen. Herfra formidles samtlige 156 eventyr i mere eller mindre fyldige udgaver, heraf den sigende titel.

’H.C. Andersens samlede eventyr’ beskæftiger sig med mange af de eventyr, vi kender fra vores barndom og som børn fra hele verden bærer i deres hjerter op igennem livet. Ofte er det Disney-versionen, der står skarpest, men H.C. Andersen er andet end nuttede talende dyr og happy endings. Forestillingen åbenbarer det brutale og triste i forfatterens eventyr og lader forfatterens egen livshistorie være en kontrast til det eventyrlige. For den gode fantasi har som kunstnerens lod udgangspunkt i angsten for at dø og blive glemt. H.C. Andersens skrøbelige sind rummer både det infantile, storhedsvanviddet, frustrationerne og frygten.

På Mungo Park har instruktør Heinrich Christensen en komisk distance til forfatterens litterære værker, der nok hylder ham for sit geni og sin enestående fantasi, men som også elegant får sagt, at det ikke er alt der skinner, der er guld.

De tre skuespillere – Nicolai Jandorf, Amanda Collin og Jonas Munck Hansen – har taget udfordringen op med mange forskellige roller, og selvom forestillingen er et virvar af tekststykker og popmusik, så holder forestillingen hele tiden fast i den røde tråd. Netop musikken spiller en stor rolle i forestillingen. En guitar og nogle habile ørehængere underbygger dramatikken af de tre skuespillere, der alle mestrer at svinge fra grå kontormus til løsslupne formidlingskonger. Selvom vi aldrig forlader det støvede bibliotek kommer vi alligevel vidt omkring de fantastiske eventyr og den biografiske fortælling, begge holdt oppe af den dramatiske fortælleramme.

Der er endnu engang, og ’H.C. Andersens samlede eventyr’ tager udover de udødelige eventyr, som vi alle kender så godt også fat i de hjørner af nationaldigterens forfatterskab, vi ikke kender så godt. I det nye lys får eventyrerne en ny dybde, og H.C. Andersen er aktuel på ny.