pixel

Turkis kupler i Fuglekvarteret

København har fået sin anden nybyggede moské på et år. Denne gang i en mere farverig og traditionel udformning.

imam ali moske nordvest

Fakta

Imam Ali Moské

Vibevej 23, Kbh NV

2.100 m2 shiamuslimsk moské og kulturcenter, drevet af foreningen Imam Ali moskéen.

Tegnet af arkitekt Bijan Eskandani og finanseret af private donationer fra hele verden.

Hvis man kort efter Nørrebro Station drejer af Frederikssundsvej og ind i Fuglekvarteret, finder man et væld af kreative kontorfællesskaber, autoværksteder, pizzariaer, grønthandlere side om side. Og nu også Københavns nyeste moské.

Med sin store turkis og guldmønstrede kuppel, foruden to 32 meter høje og lige så blå-grønne minareter, er den svær at overse i det ellers så rå og småindustrielle område. Den shiamuslimske Imam Ali Moské har ligget her på Vibevej siden årtusindskiftet, men nu er den anonyme tidligere fabriksbygning altså udskiftet med et alt andet end anonymt nybyggeri, så moskéen også udefra ligner en moské.

En ny iøjnefaldende brik i det kludetæppe, som Nordvest repræsenterer. Her bor Københavns måske mest sammensatte befolkning, og det lader sig unægteligt afspejle i arkitekturen.

Turkis som profeternes ring

Moskéen er i tre etager og tegnet af den iransk fødte arkitekt Bijan Eskandani med farverig inspiration fra hjemlandet. Den særlige turkisblå, der traditionelt pryder kuppel og spir, er farven på de sten, som profeterne bar på deres ringe.

Selve facaden er holdt i lyse, gule, nordiske mursten, der med mellemrum møder mellemøstlig mosaik sat i samme turkis samt mørkere blå nuancer.

Indenfor i den marmorbelagte lobby er der plads til at tage skoene af. Når man bevæger sig videre og retter blikket op, glemmer man i et splitsekund, at man befinder sig i København. Der er en helt speciel, åndelig og intim stemning under den store kuppels hvælving.

Et tykt, mørkeblåt persisk tæppe dækker det store gulv og indbyder til at sætte sig ned. Kuplen lukker dagslys ind, og en overdådig lysekrone og lange slanke, hvide søjler er med til at forstærke fornemmelsen af det dobbelthøje rum. Panelerne er beklædt med lys marmor og sirlig ornamentering med skrifter fra koranen, også på dansk.

Åben for alle

Med plads til 1.500 hoveder er Imam Ali Moskéen den største af sin slags i Danmark, men det er planen, at den skal rumme mere end fredagsbøn. Den skal også fungere som et kulturcenter, der kan engagere alle byens borgere uanset religiøs overbevisning.

Siden moskéen blev indviet i oktober, har den da også allerede lagt turkis kuppel til Arkitekturens dag og til filmfremvisninger og folkekøkken i forbindelse med festivalen CPH:DOX.

Moskéen er desuden åben for alle i hverdagene og planlægger faste rundvisninger hver søndag.

1, 2, 3 moskéer

Shia-moskéen på Vibevej er det andet moskébyggeri i København inden for et år. Godt en kilometer derfra åbnede i 2014 det sunnimuslimske Hamad Bin Khalifa Civilisation Centre på Rovsingsgade på Nørrebro. Og en tredje, også sunni, er på tegnebrættet et stykke længere ude i Nordvest: Moskéen på Dortheavej er tegnet af Operaen-arkitekterne Henning Larsen Architects og forventes at åbne i 2019.

De tre bedebygninger er dog milevidt fra hinanden i deres arkitektoniske udtryk. Henning Larsen-moskéen tegner til at blive et meget moderne og utraditionelt udformet byggeri, mens moskéen på Rovsingsgade er langt mere underspillet. Den er en transformation af et tidligere kontorbyggeri, og afslører kun sin funktion med diskrete detaljer. På Vibevej er man derimod slet ikke i tvivl, med arkitektur der sprudler af liv og farver, så det er svært ikke at trække lidt på smilebåndet, når man møder den i gadebilledet.

Til fælles har de tre moskéer, at de er med til at stadfæste København, som en mangfoldig by. En by med domkirke, synagoge, russisk kirke og nu altså også moskéer i grammatisk flertal.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling