Jersey Boys

Der er sikkert mange fra de yngre generationer, der ikke kender The Four Seasons. Mit kendskab var i hvert fald temmelig begrænset, for at sige det mildt. Jeg vidste, at gruppens forsanger Frankie Valli var ham, der sang titelsangen i ’Grease’. Og det var så omfanget af min viden.

Men i løbet af ’Jersey Boys’ gik det op for mig, at jeg faktisk havde hørt mange af deres sange før, uden at have bidt mærke i bandets navn. Og at det i øvrigt heller ikke var spor afgørende. For faktum er, at jeg helt igennem nød at bruge to timer på bekendtskabet. Man går sjældent galt i byen, når instruktøren hedder Clint Eastwood.

I New Jersey lever Frankie (Frank Lloyd Young), Tommy (Vincent Piazza) og Nick (Michael Lomenda). Vi møder dem første gang i 1951, hvor de er unge, spiller i et band uden den helt store succes og derudover går til hånde for en lokal mafiaboss (Christopher Walken). Først da den talentfulde sangskriver Bob Gaudio (Erich Bergen) bliver optaget i bandet begynder der at ske noget med musikerkarrieren, men mens The Four Seasons får en lang række hits i 60´erne opstår der stadigt større interne problemer i bandet.

’Jersey Boys’ er oprindeligt en musical, som siden premieren på Broadway i 2005 har skovlet priser ind. Og filmversionen nyder godt af, at tre ud af de fire hovedrolleindehavere, der udgør The Four Seasons, tidligere har medvirket i en af de efterhånden mange teateropsætninger. De sprudler af overskud og den rette kombination af musikalitet og skuespillertalent. Samtidig er de stort set ukendte ansigter i filmsammenhæng – eneste undtagelse er Vincent Piazza, som opmærksomme tv-seere vil genkende fra HBO-serien ’Boardwalk Empire’. Så der er i høj grad tale om nyt blod, som vi nok skal komme til at se mere til.

’Jersey Boys’ er i øvrigt noget mere dyster end man måske normalt forventer af et musical-forlæg. Man kan i hvert fald ikke beskylde den for at skønmale virkeligheden, og man må beundre Frankie Valli (der er executive producer på filmen) for, at han har sagt ja til et på mange punkter temmelig non-flatterende portræt af ham som ægtemand og far. Det opvejes dog noget af hans ubestridelige loyalitet mod de andre bandmedlemmer og det er da heller ikke Frankie, der fremstår mest usympatisk.