pixel

Pynt op med byens tårne

Ung designer har skåret Københavns klassiske skyline ud til hængende stuedekorationer.

kbh magasin

Fakta

'Københavnertårne'

Dekorationer til ophængning, laserudskåret i birketræ.

Fås i fem varianter af kendte københavnske tårne, der sælges enkeltvis til 55 kroner stykket.

'København'

Plakat med de ikoniske tårne blandt byens tage, fås i A4- og A3-format.

Se mere af Miriam Ortweds design på ortwed.com, hvor du også finder en forhandlerliste.

Små i skala og lette i vægt hænger tårnene fra Rådhuset, Marmorkirken, Vor Frelser, Børsen og Rundetårn på snore som fint udskårne birketræsuroer. Der er noget paradoksalt over at se de ikoniske bygningsværkers bastante konturer omdannet til stuepynt, og det er formentlig lige derfor, at designer Miriam Ortweds københavnerkollektion har indtaget hylderne i flere af byens indretningsbutikker.

De kendte tårne og spir er et gennemgående motiv for den nyuddannede designer. Kollektionen startede med en plakat, der fortolker udsigten over Københavns tage med tårnene i fokus. Med afsæt i plakaten opstod ideen til dekorationerne, der er som skabt til københavnerromantikeres juletræsgrene, men pynter hele året rundt.

»Ved et tilfælde blev jeg kastet ud i at bruge laserskærer. Da jeg så på min illustration, tænkte jeg, at de tårne nærmest var klar til at skære. Så jeg prøvede det,« fortæller Miriam Ortwed.

Det viste sig at være en god ide: Efter blot to timer på Arkitektskolens julemarked var eksperimentet så stort et hit, at hun måtte oprette en venteliste til alle bestillingerne.

ortwed_1.jpg

Den personlige vinkel

Pyntetårnene er populære både hos lokale og hos turister, som gerne vil have et stykke af København med hjem. Nogle købere genkender også en helt personlig historie i motivet, fortæller Miriam Ortwed:

»En dame fortalte mig, at hun købte uroerne, fordi hun var på sin første date med sin kommende mand oppe i Frelserkirken, blevet friet til i Rundetårn og gift på Københavns Rådhus.«

Også for designeren selv afspejler københavnerkollektionen en personlig tilknytning til byen, der har været en inspirationskilde siden barndommen. Ortwed er vokset op i en forstad til København, og storbyen var derfor et fascinerende sted at besøge. På en årlig udflugt med farmoderen fik hun en ny vinkel på det arkitektoniske landskab, fortæller hun:

»Vi spiste altid frokost i toppen af Daells Varehus. Her var der en café med en fantastisk udsigt over byen og dens tårne. Der var sågar en illustration med en panoramaoversigt, der forklarede de forskellige bygninger. Af en eller anden grund skinnede solen altid, når vi var der, og alle de gyldne og irgrønne spir stod så klart i mit barnesind, at jeg siden drømte om at komme til byen og bo. Efterfølgende har jeg fået tætte tilhørsforhold til alle bygningerne, jeg har “skildret”, og nu kan jeg gladeligt sige, at jeg er en københavnerpige.«

ortwed_5.jpg

Miniaturenostalgi

Når Miriam Ortwed designer produkter til hjemmet, er hun inspireret af begrebet “hygge”, og optaget af, hvordan brugsgenstande afspejler identitet og tilknytning. Det er også en pointe ved tårndekorationerne, hvor byens rum bliver til noget småt, hjemligt og trygt:

»Ting i miniature har i sig selv altid et hyggeligt præg og tiltaler de fleste. Bygninger, der skaleres ned, er velkendte fra barndommen eller haven, såsom dukkehuse og fuglehuse. De symboliserer liv, at der bor nogen, og har i kraft af minderne ofte en positiv effekt,« forklarer hun.

ortwed_6.jpg

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling