Konstellationer

En oval scene glitrer i midten af rummet, et himmelhvælv af glødepærer sitrer og oplyser det dunkle røgfyldte lokale – og ind ad hver sin dør løber en mand og en kvinde. Livets vals kan begynde.

Marianne er fysiker. Roland er biavler. De mødes – og mødes igen under samme omstændigheder, men med et andet udfald. Det samme scenarie udspiller sig forskelligt gang på gang. Det ene øjeblik er Marianne kejtet og nervøs, det andet er hun forsøgsvis æggende med en komisk roterende pegefinger på albuen, det næste rasende og temperamentsfuld. Roland er først afvisende, senere betaget og på frierfødder. Først mumler han sig usikkert gennem sin kærlighedserklæring, næste gang er han frembrusende og friskfyragtig.

Øjeblikke afløser hinanden, og der veksles mellem tid og rum i Nick Paynes prisbelønnede stykke ’Konstellationer’ fra 2012. På overfladen er det ordinært og prosaisk, men i enkeltheden gemmer sig en dybde.

Scenariet er aldrig det samme, for hvad nu hvis der eksisterer alle mulige fremtider? Sådan lyder spørgsmålet Marianne stiller sig selv og Roland, da de for tredje gang ender i hendes seng, og det er netop dette spørgsmål ’Konstellationer’ leger med. For hvad nu hvis vi kunne gøre det hele om? Hvis vi kunne være en bedre udgave af os selv? Hvis der fandtes flere parallelle dimensioner?

Vi kender det alle, øjeblikket er aldrig det rette, vi gør det aldrig på den rette måde. Vi tumler alle med noget, vi ombestemmer os, fortryder og ønsker at det hele kunne gøres om. ’Konstellationer’ viser os scene efter scene en fremtid blandt fremtider. Marianne og Roland famler sig sammen frem i parforholdets og livets konstellationer, alt imens Marianne symbolsk famler med ordene. Og hvor alvoren først sent går op for parret selv – og publikum.

Vi bydes indenfor i parforholdets intimsfære, der hvor det gør ondt, men også der hvor genkendeligheden ligger. Det er nært, det er intimt, det er blottet. Fra de første spæde og kejtede skridt på vejen til at mødes til det sønderrivende øjeblik hvor tiden rinder ud, og vi opdager, at vi ikke længere har en fremtid sammen.

I dette univers stråler Iben Dorner og Thomas Levin som Marianne og Roland om kap med den stjernehimmel, de er omgivet af. De trækker hinanden rundt i kærlighedshimlen, og de trækker publikum med. Det er komisk, rørende og fængende. Tilslut da dansen danses af, ønsker man sig blot at blive budt op endnu en gang – om det så måtte blive den endegyldigt sidste.