Magic in the Moonlight

Det azurblå hav strækker sig så langt øjet rækker, den spidse lugt af benzin fra en citrongul Mercedes-Benz hænger i den varme eftermiddagssol. Følelsen af nærmest at slukke tørsten i iskold hvidvin sammen med de dekadente personligheder er ikke fjern – så fysisk indtagende er de billeder, som åbner ’Magic in the Moonlight’.

En kynisk magikers mission om at afsløre en okkult skønheds overnaturlige evner er omdrejningspunktet i Woody Allens seneste romantiske eventyr. Historien om magikeren Stanley Crawford (Colin Firth) og clairvoyanten Sophie Baker (Emma Stone) udspiller sig i det billedskønne sydfranske landskab i midten af 1920'erne.

Stanley er i sine optrædener maskeret som en kinesisk vismand og omgiver sig med magi og overtro hver dag. Som sidegeschæft afslører han det ene medium efter det andet, og nu er turen kommet til den kække lille sag Sophie. Men spørgsmålet melder sig, om hun er the real deal, når hun på en gåtur prompte får fornemmelsen af, at Stanley har et nært forhold til Fjernøsten, selvom han intet har røbet om sin karriere som verdens dygtigste magiker Wei Ling Soo.

Hvis der er noget, Allen mesterligt har bevist igennem sin filmkarriere, så er det at skrive gribende dialog, og ’Magic in the Moonlight’ er ingen undtagelse. Sophie og Stanley skaber sammen et sjovt rum, hvor filmens ellers rimeligt altomsluttende sødme og charme momentvis bliver erstattet af sprængfarlig kynisme og fræk dynamik.

Art deco-omgivelserne og de fortryllende locations emmer af stemning og autenticitet, men plottet drukner undervejs i forudsigelighed. Filmens æstetik mætter øjet scene efter scene – og Firths og Stones samspil indeholder morsomme øjeblikke – men det er ikke nok til at kunne fastholde interessen i halvanden time.

For selvom flere mysterier udspiller sig undervejs, er min trang til opklaring egentlig ikke så presserende. ’Magic in the Moonlight’ er en letfordøjelig kærlighedsberetning, men uden skyggen af Allens klædelige melankoli, som bringer hans tidligere værker som ’Manhattan’ og ’Mig og Annie’ op på en filmhylde for sig.