Maps to the Stars

En gylden statuette a la Oscar dunket ind i kraniet. Hollywood-satiren er skarp, sort og syret, når den canadiske volds-surrealist David Cronenberg kommer til filmbyen.

Et sted mellem kortlægning og dissektion indkredser Cronenberg stjernemanier, som kun Los Angeles kan præstere og vedholde. Grundlagt i filmens guldalder og eskaleret ud af proportioner. Hollywood er på mange måder så narcissistisk og navlepillende, at man ikke kan introducere et incestplot, uden at det får metaforisk mening.

’Maps to the Stars’ har meget rammende flere incestuøse forhold som base for nye sære traumer. Som den desperate diva Havana Segrands (Julianne Moore) ønske om at overtage sin afdøde mors stjernestatus i et sygeligt miks af had og kærlighed. Og endnu mere betændt hos familien Weiss, hvor datteren Agathas (Mia Wasikowska) uønskede hjemkomst også sætter gang i nogle katastrofale rekonstruktioner. Som faren (John Cusack) hverken kan stoppe eller redde, trods superstatus som terapeut og healer.

Klicheerne kommer man ikke udenom i denne slags satire, men her er de så velondulerede at man nyder dem på ny. Sexsandwichen, der dør uden namedropping. Unge stjerners lort til salg. Terapiskrig. Piller. Rivalinder og røvslikkere. Samt naturligvis den evige research i at være limousinechauffør. Som manuskriptforfatter Bruce Wagner var, da han ankom til Los Angeles i 1990’erne – og lynsnart griflede fortællingerne fra de selvoptagede på bagsædet.

Det er ganske raffineret at implementere små horrorelementer for at fremhæve det surrealistiske i satiren, og Cronenberg er som altid i stilistisk topform der. Vejen til Hollywood er muligvis belagt med drømme, men når man er kommet indenfor, er det et mareridt at navigere rundt.

Surrealismen lurer ikke kun i volden, men også i en lidt kuriøs reference til den franske surrealist Paul Éluard. Flere karakterer citerer hans frihedsdigt ’Liberté’, skrevet som soldat i 1942, men selv med en vis mening i det afsluttende ord virker krigsallegorien underlig.

Det er Cronenbergs første film optaget i L.A., og bybillederne er bevist flygtige og uden større glød i typiske sights som Walk of Fame, Rodeo Drive, Hollywood-skiltet og Beverly Hills Hotel (som Wagner kørte limousine for). Det kan ikke helt undgås at det stærkt overfladiske miljø smitter af på selve filmen, og når den sidste brand er slukket og de sidste piller slugt, føler man tomheden i englenes by endnu stærkere.