pixel

P-hus forklædt som udflugtsbakke

En legeplads på toppen skal gøre et nødvendigt onde til en attraktion i Nordhavn.

kbh magasin

Fakta

Park+Play – Den røde tråd

Et parkeringshus med en offentlig plads på taget.

Forventes at stå klar sidst i 2015 på hjørnet af Lüdersvej og Redmolen i Nordhavn.

Tegnet af Jaja Architects, bygges og drives af By & Havn.

Et parkeringshus er som regel et temmelig dødt afbræk i byen, men hvad nu, hvis vi laver reglerne om og indretter taget som en kæmpe legeplads med udsigt ud over København?

Det er præcis planen i Nordhavn, hvor omdannelsen fra industrikajer til boligmoler er kommet så langt, at der er brug for mere bilopbevaringsplads. Hvor p-huse traditionelt lukker sig om sig selv, er det nødvendige onde her udtænkt til at blive en attraktion for hele området.

Indeni er det stadig bare en firkantet blok af betonplatforme med plads til 500 køretøjer, men facaderne plantes til med en lille skov, og så bliver toppen altså en offentlig urban plads, der skal holde ydersiden aktiv og levende. Som en mindre, men beslægtet fætter til fremtidens forklædte forbrændingsanlæg Amager Bakke ved Refshaleøen.

phus_nordhavn_2.jpgphus_nordhavn_3.jpg

Det sure med det søde

Det nytænkende p-hus skal ligge ved Redmolen i Århusgadekvarteret, hvor byggegrundene er stort set udsolgt, boligerne ved at tage form og kontorfolket begynder at rykke ind i 2014. Som første, kompakte etape af fremtidens Nordhavn skal der i løbet af det kommende årti flytte 3.000 mennesker og 7.000 arbejdspladser til Århusgadekvarteret – visionen for hele Nordhavn er 40.000 af hver på 30 år.

Selvom Nordhavn omkring 2020 får sine egne metrostationer, er en bilfri havnebydel altså stadig utopi. Da pladsen er sparsom på de gamle moler, og det er meget dyrere og mere tidskrævende at grave ud til parkeringskældre, satser udviklingsselskabet By & Havn på forklædningsstrategien Park+Play, der lister der sure ned med det søde.

Det vindende bud kommer fra den unge, københavnske tegnestue Jaja Architects, der selv kalder det Den røde tråd. Det røde handler ikke kun om den nuance, som betonen skal indfarves i som hilsen til de ældre teglstensbyggerier i Århusgadekvarteret, men også om den fysiske røde tråd, der vil starte med gelænderne på de to udvendige trapper og udvikle sig til figurer og inventar på taget.

phus_nordhavn_4.jpgphus_nordhavn_6.jpg

Udsigt og leg på toppen

De skulpturelle trapper langs nord- og sydsiden er inspireret af Centre Pompidou i Paris og giver mulighed for tættere udforskning af de moderne friser, der skal udsmykke facaderne med en fortælling om områdets industrielle historie og bymæssige fremtid. En struktur af plantekasser strækker sig hele vejen rundt og beklæder det røde p-hus med levende grønt.

Hvad udflugten så nøjagtigt skal belønnes med på toppen, er ikke fastlagt endnu – ud over et sug i maven ved udsigten over byens tage. Men forvent noget i retningen af legeplads, boldbure, skateboard-ramper og street-fitness. Foruden hegn og beplantning, der kan skabe læ for vind og vejr deroppe.

I alt bliver den aktive plads på taget 2.400 kvadratmeter stor. Med i projektet er også butik på 1.000 kvadratmeter i stuetagen samt en nærgenbrugsstation. By & Havn sender det hele i udbud i løbet af de kommende måneder, og forventer, at det forklædte parkeringshus står færdigt i efteråret 2015.

phus_nordhavn_7.jpgphus_nordhavn_5.jpg

Emner

Tak fordi du læste artiklen til ende — vi håber, du kunne lide den.

 

På Magasinet KBH følger vi tæt udviklingen af København. Intentionen er at give dig brugbare informationer, og gennem debat at bidrage til at skabe et bedre København.

Men der er mange omkostninger forbundet med at lave et digitalt magasin, og derfor har kun medlemmer i dag adgang til langt størstedelen vores indhold.

Den artikel du lige har læst, var der gratis adgang til, men langt de fleste skal man være medlem for at læse.

Den gode nyhed er, at medlemskaber starter ved blot 29 kroner om måneden.

Bliv medlem

PS. Som medlem slipper du også for at se flere af de her opfordringer til medlemskab, og alle reklamer forsvinder, hvis du vælger et plus-medlemskab.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Nordhavn
Kan et fiskemarked være med til at give Nordhavn lidt tiltrængt identitet og en stærkere kobling til det vand, der omgiver byens nye boligområde?
læservision
Nordhavn
Nordhavn skal have et nyt vartegn. En gigantisk figur i træ af en trind Bademester, der kan skubbes i vandet ved en fælles indsats.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling