Grob har gjort det igen. Lavet en forestilling der næsten ikke handler om andet end fire menneskers relationer til hinanden. Alligevel både græd og grinte jeg af tragisk hysteriske skænderier og dårlige jokes fra Jylland.
Vi er i en hytte i Sverige. Den frygteligt kværulerende, selvoptagede far Peter (Lars Ranthe) gør klar til et brag af en nytårsaften med selvopofrende hjælp fra sin datter Astrid (Lise Lauenblad). Senere kommer ekskonen (Charlotte Munk) og Peters bedste ven (Niels-Martin Eriksen). Peter har, i ledtog med datteren, planlagt en tilbageerobring af sin smukke ekskone. Den bedste ven er tydeligt plaget af en dårlig samvittighed og deler ud af dyr champagne og ægte kaviar.
Ind ad døren vælter pludselig den kæmpestore jyske Katrine (Laura Kruse), mandens flygtige, uovervejede affære. Hun ligner en kæmpe baby i sin røde flyverdragt og fråder hele belugaen på nul-komma-fem.
Det handler om relationer. Til sin far, sin mand, sin ven, sin vens kone. Stemningen er for det meste dårlig, og uindfriede forventninger danner rammen sammen med serpentiner, fasan, mixbånd og stearinlys.
Indrømmet, forestillingen vil ikke særligt meget. Der er ingen større pointe, intet politisk budskab, ingenting satset. Men Grobs målsætning om at skildre en familie bliver opnået. De skingre skænderier og akavede forsøg på forening skildrer en druknet kærlighed, der ikke kan graves frem igen.
Det største offer er datteren Astrid, der bliver kastebold mellem mor og far og konstant skal vælge side, mens hun langsomt visner hen. Den jyske Katrine lader os dog gang på gang ånde lettet op. Hun giver os plads til at grine af hendes usandsynligt dårlige timing og mangel på sociale egenskaber.
Stykket er skarpt og velskrevet, og selvom det nogen gange trækker ud i råben og skrigen, vil jeg mene, det blot er med til at skildre en familie midt i en skilsmisse. Ganske uudholdelig.
Det er ikke min smag, det er for fladt, det vil for lidt. Når det er sagt, synes jeg, det er godt håndværk. Og jeg synes, det er fantastisk at træde ind i en scenografi så gennemført, som havde man selv travet gennem sneen til en rigtig rød træhytte. Jeg bliver grebet af personernes kamp for at blive hørt og forstået. Så gå i bare ind og tud/mor jer.
Med hensyn til elgen, ved jeg ikke hvor den blev af. Den blev nok ude i sneen sammen med de fine fornemmelser.
8. marts 2012 - 0:18
GROB invitere dig på en festlig nytårsaften, med masser af grin. I deres nye skilsmisse komedie/Drama. Lad mig være den første til at sige, at Peter og Elgen (dumt navn) er vores tid ”Et dukkehjem” eller ”Scener fra et ægteskab”. GROB har igen skabt en stor succes, så de skal ikke smide kulisserne ud, men gøre dem klar til turné. For ligesom ”Hjem, kære hjem”, ”Lykkebjørn” og ”Europamestrene”, som pudsigt nok alle tre spiller i denne sæson.
Thomas Levin har igen skrevet manuskriptet, og han genbruger stilen fra ”Hjem, kære hjem”. Igen starter vi med fest og masser af grin. Men med 150 km. i timen, skifter vi fra grin og sjov, til dyb alvor og meget seriøst drama.
I rollerne ser vi Lars Ranthe som Peter. Som viste i ”Dirch” hvor fremragende en skuespiller han er. Og her er han i lige så fremragende i rollen som den intellektuelle, mand der ikke kan forstå, hvorfor han stå i en skilsmisse.
Charlotte Munck er tilbage på GROB, og hun må gerne gøre GROB til sit faste holdeplads. For hun spiller flot, som den mor der har taget det svære valg, at bryde familien op, for at frigøre sig selv.
Niels-Martin Eriksen kendte jeg kun for de sjove lidt anderledes roller. Og det er også det han spiller her. Han er Peters bedste ven, og er en stor humørbombe, som alle gerne vil have med til fest. Men det var så dejligt at se, at han også kan spille drama på højt plan.
Lise Lauenblad var et ubeskrevet blad for mig. Men hun viste sig til, at være en god bog. En af dem man bare ikke kan ligge fra sig, før man er helt færdig. For både min ven og jeg, var begge helt færdige af grin. Hun spiller den søde og naive stundende/digterforfatter, som er faldet for sin lære Peter. Og hun gør det, så man bliver lidt små forelske i hende.
Laura Kruse spiller teenagedatteren, som føler sig forladt af sin mor, og har derfor knyttet sig meget til sin stakkels far. Som ellers giver hende en hård opdagelse, og som retter alle hendes små sprogfejl. Jeg håber inderligt, at Laura vælger at forfølge en karriere som skuespiller. For adgangsbilletten til statens skuespiller skole har hun i hånden. Hun skal bare indsende hendes flotte præstation fra dette stykke.
Lyd, lys og kulisser fungerer alle fint sammen. Kulissen er sat i en svensk sommerhytte, og scenen er bygget op som et dukkehus. Stueplan er køkken og stue, og på første sal er der 2 soveværelser.
Denne opbygning gør, at vi får 90 hæsblæsende minutter uden en eneste lille afbrydelse. Sceneskiftende sker ved, at lyset bliver ændret. GROB har ikke valgt, at ligge en pause ind i de 90 min. Så de kunne få gang i bar salget. Og gudskelov for det, for tid og sted holder op med, at eksistere fra det øjeblik stykket starter, til det slutter.
Så hvad kan man så give vores tid ”Et dukkehjem”? 6 ud af 6 stjerner er fuldt fortjent. Jeg elsker det meste teater, og jeg giver det meste jeg ser 4-5 stjerner. Men 6 stjerne er forbeholdt de få. Det sker kun 1-2 gange på en sæson. Jeg ser noget der er så komplet en oplevelse, at det får mig helt oppe i skyerne. Jeg har inviteret min mor med mig, når jeg går ind og ser Peter og Elgen igen. For denne oplevelse bliver jeg nød til, at dele med så mange jeg kan. Så snyd jer ikke for dette mesterværk.
22. februar 2012 - 11:50
Elgen er "Josef K", Astrids bamse, der hænger på væggen! Den elg, som hun taler med, når hun er alene på værelset ... Den var rimelig åbenlys.
Indsend kommentar