Playing Cards: Hearts

Når man som anmelder skal se et værk af en prisvindende og internationalt anerkendt instruktør, er det svært at tøjle sine forventninger. Netop mine forventninger, om end uklare, da jeg med vilje ikke havde sat mig ind i, hvad ’Playing Cards: Hearts’ egentlig handlede om, inden jeg tog ind og så det, betød en del for min bedømmelse af værket. Jeg var mildest talt skuffet.

Det er svært at blive andet, når man tager ind for at se et teaterstykke, som Østre Gasværk selv beskriver som ”REN TEATERMAGI” (med store bogstaver) og ”en enestående 360 graders oplevelse”. Desværre udeblev den enestående teatermagi for mit vedkommende. Tilbage var et lidt klodset monstrum af en forestilling, som ikke løftede sig over det middelmådige, hverken i forhold til scenografi, historie eller skuespilpræstationer. Et lidt tungt urværk, hvor tandhjulene drejede så langsomt, at stykkets pointer aldrig for alvor slog igennem.

Robert Lepage, instruktøren bag forestillingen, er en kendt, canadisk instruktør, som det burde være en drøm at få til Danmark. ’Playing Cards: Hearts’ er en del af instruktørens 360-graders teaterserie, hvor instruktøren udforsker en række temaer og sindigt konstruerede historier, der på forskellig vis er forbundet med kortspil. ’Playing Cards: Hearts’ beskæftiger sig således med kærlighed og familie, mens den udforsker forbindelserne mellem kortspil og tryllekunst på den ene side, og på den anden filmmediets oprindelse og dens indflydelse på Frankrig og Algeriet.

Forestillingen er en labyrintisk fortælling om slægtsbånd, trylleri, film og frihedskampen i Algeriet før og nu, der spænder over flere kontinenter fra Europa over Nordafrika og Canada. Skuespillerne taler fransk iblandet en smule engelsk, og som publikum måtte man forlade sig på overtekster, der på premiereaftenen desværre ikke altid kunne følge med skuespillerne, for at forstå handlingen.

Stykkets clou er en cirkelrund scene, hvor man som publikum får mulighed for at følge handlingen og karaktererne fra forskellige vinkler. Handlingen får en 360-graders dimension, og den umiddelbare fordel ved dette er, at hele salen kan få et godt udsyn til scenen. Ærgerligt nok udnyttede Lepage ikke denne utraditionelle scenekonstruktion til at lege med de scenografiske muligheder. Forestillingen var yderst traditionelt opbygget, og kun få momenter, hvor skærme med roterende videoprojektioner omkransede scenen, kunne scenografien løfte sig en smule.

Historien i sig selv rummede potentiale til stort drama, men der var i sidste ende for mange karakterer og handlingstråde, og selvom der blev bundet nydelige sløjfer på de forskellige historier, kom man aldrig rigtig til bunds i karaktererne. Kærlighedshistorien mellem taxichaufføren Chaffik og universitetslæreren Judith havde potentiale, men karaktererne fik aldrig for alvor lov til at løfte sig og blive mennesker af kød og blod. Især skildringen af Chaffiks hjertevarme familie fra Nordafrika stillet over for Judiths kolde og fordomsfulde vestlige forældre var en tand for banal.

’Playing Cards: Hearts’ mangler generelt passion og hjerteblod, og resultatet er et småkedeligt spektakel, som det var svært for alvor at blive berørt af. En teaterforestilling om tryllekunst og filmmagi, der er forbløffende fattig på trylleri og magi.