Pride

Her er endnu et bevis på, at englænderne mestrer kunsten at kombinere socialrealisme med et vældig klart (og sympatisk) budskab tilsat en stor portion humor. Resultatet? ’Pride’ er en helt igennem fantastisk film.

I 1984 er England midt i et større ideologisk opgør. Margaret Thatcher har lukket en lang række miner, minearbejderne strejker og en lille håndfuld bøsser og lesbiske fra London anført af den selvbestaltede leder Mark (Ben Schnetzer) beslutter sig for at samle penge ind for at hjælpe et mindre, men hårdt ramt minesamfund i Wales. Og så er der ellers lagt op til et kultursammenstød, der vil noget.

To meget forskellige verdener kolliderer og mødet mellem homoaktivister og minearbejdere er utrolig morsomt skildret. Men dette er også den sande historie om solidaritet mellem to marginaliserede grupper på et tidspunkt, hvor AIDS var på alle forsider og ikke just gjorde det lettere at komme ud som homoseksuel. Og det er sidehistorierne og de stille øjeblikke mellem både sårbare og stærke individer, der for alvor griber en om hjertet.

De fleste ved formodentlig hvordan minearbejderstrejken endte, men alligevel må man kalde dette en feel good-film, som elegant starter og slutter med Londons Gay Pride-parade i 1984 og 1985. Og hvilken forskel et enkelt år gør.

Lad os bare få sammenligningerne overstået: Mange vil nok pege på lighederne mellem denne film og ’Det’ bare mænd’ og ’Billy Elliot’ – og her vil jeg så tilføje den mindre kendte, men også glimrende ’Brassed Off’. Og at sammenligne disse film er ikke helt ved siden af. I hvert fald er de alle varme og humoristiske film, der udspiller sig i den engelske arbejderklasse. Så det er bestemt ikke ringe selskab at befinde sig i.

Der er mange grunde til at se ’Pride’. Ikke mindst castet, der er en skøn blanding af nye, ukendte talenter og erfarne kræfter, hvor især de altid glimrende Bill Nighy, Imelda Staunton og Dominic West fortjener at blive fremhævet.

Og til dem, som ikke måtte være overbevist endnu: Sjældent er 1980'ernes tøjstil, frisurer og ikke mindst musik brugt så effektivt som her. Det er – hånden på hjertet – svært ikke at blive nostalgisk efter to timer med grim puddelpermanent og Frankie goes to Hollywood.