The Royal Ballet

Balletfesten stopper på intet tidspunkt, når The Royal Ballet gæster Tivolis Balletfestival. Her flyver toner, tåspidser og tutu i uanseelige højder, og ballettraditionerne hyldes på kongelig maner. Især pas de deux'erne.

Den kongelige engelske ballet har til huse i det smukke Royal Opera House men er også særdeles aktiv på verdensplan med adskillige turneer, livetransmissioner og udvekslingsprogrammer. Det berømte balletkompagni attraherer naturligvis samarbejder med alverdens førende balletkunstnere, så aftenens program er en overflod af delikate smagsprøver på topkoreografer, der har lagt vejen forbi midtpunktet i Covent Garden.

En af dem er danske Kim Brandstrup, der åbner showet med ’Ceremony of Innocence’ fra sidste års fejring af 100-året for komponisten Benjamin Brittens fødsel. Et velfortalt værk over uskyldstab, der står stærkest i kontrasterne mellem Edward Watsons vemod og unge Marcelino Sambés charmerende dynamik. Tilsat stemningsfuld videoprojektion – fra dunkel murstensvæg til dybe bølger – som skifter struktur og dybde, så der dannes dragende skyggepositurer.

Fra Britten-festen kommer også pas de deuxen i den Olivier-vindende ’Aeternum’ af verdens måske mest eftertragtede koreograf lige nu, Christopher Wheeldon. Marianela Nuñez er skøn i Wheeldons ekspressive form, hvorimod Federico Bonelli synes mindre stærk i de mange løft og sving. Endnu mere skarpt og nærmest akrobatisk går det for sig i ’Qualia’-pas de deuxen af Wayne McGregor; og helt i top på intensitet og lidenskab er Liam Scarletts ’Viscera’, hvis pas de deux skærpes af dybe klavertoner og pirrende violiner.

Fra det mere klassiske pas de deux-repertoire ses den småkedelige ‘Voices of Spring’ fra 1977 af The Royal Ballet-medstifteren Frederick Ashton, og favoritten over alle: Kenneth MacMillans ’Manon’, hvis dramatiske lange kys er legendarisk. Den sidste berømmede pas de deux er fra ’Don Quixote’, hvor gæsteartisten Carlos Acosta tager springet fra danser til koreograf. Personligt fatter jeg ikke de hvide gevandter, der mangler lidenskab og der er et par trin for meget positur-attitude til min smag. Men Steven McRae er en virtuos og teknisk stærk danser med spring af en anden verden – og unægtelig aftenens store stjerne.

Den royale visit afsluttes også fint og klassisk af Jerome Robbins’ ’In the Night’, hvor tre ganske forskellige par folder sig ud i kærlighedens fryd og forbitrelse. Med glimtende baggrund og blændende lysekroner afspejler de den himmelhøje standard både kunstnerisk og teknisk, som udmærker The Royal Ballet.