Skammerens Datter

Alle har noget at skamme sig over! Det originale sjælelige budskab forenkles i traditionel god versus ond-symbolik, men ’Skammerens datter’ er alligevel en effektiv fantasy-oplevelse med fuld knald på.

Danske fantasy-film er absolut en sjælden gæst i biograferne. Men nu får genren, der toppede med 2007's ’De fortabte sjæles ø’ og ’Vikaren’, et flot boost med Lene Kaaberbøls ’Skammer’-serie, der ikke kun er en dundersucces som bog, men også som teatermusical.

Titelkarakteren Dina (Rebecca Emilie Sattrup) starter sin udviklingsrejse som Skammer-heltinde med at bekæmpe en fyrstefamilie med drager i kælderen og henrettelser som adspredelse. Både Dina og hendes mor (Maria Bonnevie) tilkaldes for at placere skyld på fyrstesønnen Nicodemus (Jakob Oftebro), så hans halvbror Drakan (Peter Plaugborg) kan overtage magten. Men alt går galt, og Dina må flygte uden sin mor – med Nicodemus.

Det middelalderlige Dunark syner indimellem for afpudset, men det er småting i helheden af imponerende og højdramatiske locations (primært i Tjekkiet) og kostumer, der kan gøre enhver rollespilsentusiast skinsyg. Alt kører på max tempo og effekt – fra storslåede panoreringer over klippeformationer, hav og skovbryn til bragende visuelle effekter og endda lidt 3D-lydkræs, som sagtens kunne udnyttes mere.

Kun dragerne virker lidt sløve, særligt fremme i dagslyset af den afsluttende henrettelse. De er mest skræmmende i dragehulens mørke, men kues alligevel let af Drakan, når han henter sit fiks af deres blod. Hans afsluttende skrig er meget mere intimiderende end noget dragerne kan udtrykke.

Peter Plaugborg er som altid topkarismatisk, men Drakan er også lidt hysterisk fremstillet i hans sygeligt onde magtbegær. Den første scene overfor Dina er anderledes underspillet, og man forstår fuldt ud Dinas tiltro: Hun søger nogen, der tør se hende i øjnene. Senere da hun møder Rosa (Petra Maria Scott) er der dog ingen tvivl om, at hun er den rette sjæleveninde: Blid musik og glorificeret kamerafilter.

Scener som disse – og masse-skammen til slut – forsimpler skammer-ideen. Det geniale i denne sjælelige fantasy-del er ikke kun selve skammerevnen, men det den gør ved mennesker. Frygten og modet. At bestride det ene og mestre det andet. Klassiske følelser, der er langt mere interessante end den sædvanlige god og ond-skabelon, som instruktør Kenneth Kainz og co. reducerer til her.

Om det er fantasy- eller børnereplikker, der ikke lige ligger til Anders Thomas Jensens normalt skarpe pen, så bliver det i hvert fald klichepræget i en del scener. Igen for at understrege karakterernes gode eller onde sind. Ganske unødvendigt, for den visuelle fortælling er så flot og begivenhedsrig, at man fra første øjekast er bjergtaget af dette fantasy-boost. ’Skammerens datter’ fortjener et stort filmpublikum, og det bliver spændende at følge Dina og familien på deres videre rejse gennem fantasy-landet.