Something Must Break

Så kontrastfyldt og så alligevel fuldstændig sikker i sin kurs. Den svenske festival-darling Ester Martin Bergsmark har igen begået en blændende personlig film, der afsøger grænser og pirker følelser.

Som et naturligt sidestykke til dokudramaet ’Pojktanten’ (2012), hvor Bergsmark og partneren Eli Levén fundererede over identitet og køn, går ’Something Must Break’ skridtet videre tilsat det tredje hjul: Seksualiteten.

Det strutter af ærlighed og kærlighed i dette autobiografiske værk, der har samme miks af tekstuel realisme og billedlig poesi, bare mere vildt og legende i sin fiktionsform. Titlen på forlægget, Levéns kultroman ’Du är rötterna som sover vid mina fötter och håller jorden på plats’, giver en ide om den underfundige og sprøde dialog, som understøtter filmens seje kontrastforhold.

Først og fremmest i hovedtemaet om identitet, der er bundet op på køn og seksualitet. Om den ydre skal passer med den indre masse, man er eller vil være. Som transkønnede Sebastian (Saga Becker), der drømmer om at blive tilbedt som Ellie, men også flygter ind i hårde sexsvir. Og rebellen Andreas (Iggy Malmborg), der ikke kan forene sine følelser for Ellie/Sebastian med kønsligheden.

”Du er så smuk, at jeg får lyst til at kaste op,” siger Andreas, og deres forhold er lige dele lyst og skam, sjov og alvor, lykke og smerte. Det er intimt, energisk og nøgent på den der måde, hvor man indimellem føler, at man overværer noget, man ikke burde. For nogen vil det være de eksplicitte sexscener, for andre de følelsesmæssige konfrontationer.

‘Something Must Break’ er lige på og rå, men filmet med poesi og æstetik, så antiteserne betones. Ligeledes i musikken træder hudløsheden frem med hårdtpumpet techno afbrudt af Peggy Lees jazzede ’You’re My Thrill’. Dertil et sjældent view over det vanligt pletfri Stockholm, her med afpillede industriområder og vanrøgtede naturarealer.

Debutanten Saga Becker er aldeles pragtfuld, og hun formidler rørende Ellies splittelse mellem det blide og det grumme. Men også en målrettethed, så man knugende håber på, at hun får lov at være den, hun drømmer om. Det er hjerteskærende, som omverdenens fordomme forsøger at kue hende, og med filmens titel – som i øvrigt deler ordlyd med en Joy Division-sang – føler man, at denne verden ikke kan blive ved med at balancere sine kontraster: Noget må gå itu på et tidspunkt.