pixel

Ny genvej prikker hul på Nordhavnen

En tiltrængt stiforbindelse gennem den massive jernbanemur binder nu gamle Østerbro sammen med nye Nordhavn.

stiforbindelse nordhavn østerbro

Det går forbløffende hurtigt: Efter en kort nedkørsel, og et let sving til højre, er man pludselig kommet fra Nordre Frihavnsgade til området omkring FN Byen ved Marmormolen.

Før var det en kilometer lang omvej og en kamp med Kalkbrænderihavnsgades evige modvind eller Århusgades triste fortsættelse ind i den byggeboomene Nordhavn. Nu er det for cyklister og gående en sviptur gennem en kort, luftig passage under jernbaneskinnerne, godt 100 meter syd for Nordhavn Station.

Den nye genvej er en af den slags forbindelser, der er helt nødvendige, hvis postdistrikt 2150 Nordhavn nogensinde skal fungere; ikke kun som en selvstændig bydel, men også i sammenhæng med resten af København. Den er da også anlagt af Nordhavns-udvikleren By & Havn, der selv beskriver det 5-minutters byen. Hvilket kort fortalt betyder, at afstanden til hverdagens nødvendigheder holdes på fem minutter for bløde trafikanter.

Kort
Cykeltunnel til Marmormolen

Altid kig til himlen

Denne sene eftermiddag ser det ud til, at området straks har taget genvejen til sig. Passerende tohjulede og fodgængere fra især Marmormolen møder en lys og indbydende arkitektur, hvor en lun LED-belysning og grønlige lameller fra gulv til loft skjuler det, der ellers ville være et køligt betonlook.

Fra Østerbro-siden udgør Ib Spang Olsens murmaleri af 20’ernes københavnske havnemiljø en varm kontrast til områdets nybyggeri. Og så mister man i begge retninger aldrig et frit udsyn til himlen. Det er blandt andet gjort muligt ved at togspor er blevet hævet og kloakledninger omlagt for at opnå den tilstrækkelige højde.

Det samlede indtryk er derfor en passage, der aldrig bliver creepy på samme måde som andre af byens underjordiske smutveje, hvor tunnelen ved Ryparken nok udgør mareridtseksemplet.

Fakta

Stiforbindelse til Nordhavn

En ny genvej for gående og cyklister mellem Østerbro og Nordhavn.

Anlagt som en godt 100 meter lang passage og tunnel under jernbaneterrænet fra Nordre Frihavnsgade til FN Byen ved Marmormolen.

Tegnet af CORE arkitekter med By & Havn som bygherre.

Pris: 65 mio. kroner, betalt af Danlink (45 mio.) og By & Havn (20 mio.).

HOFOR har samtidig anlagt et rør for 30 mio. kroner, der kan lede regnvand hurtigt væk fra Østerbro i tilfælde af skybrud.

Potentiale for sammenstød

Man kan dog undre sig over, at en stiforbindelse for læssevis af internationale medarbejdere og krydstogtsgæster ikke har et eneste skilt, der viser retningen og afstanden til områdets pejlemærker som for eksempel Trianglen, Langelinie og FN byen.

Belægningen føles også noget ujævn, og en opdeling mellem cyklende og gående er slet ikke er markeret. Det gør, i en realistisk erkendelse af de københavnske cyklisters vanlige hast, smutvejens sving potentielt farligt. Andre af byens passager løser let problemstillingen med vinklede spejle.

De små skår i glæden ændrer dog ikke på indtrykket af en meget velvalgt smutvejsløsning, der slutter sig til de mange nye broer og genveje til fodgængere og cyklister i København. De får byen til at føles større i kraft af, at den bliver lettere at komme rundt i. Det kan vi ikke få for meget af.

Tak fordi du læste artiklen til ende — vi håber, du kunne lide den.

 

På Magasinet KBH følger vi tæt udviklingen af København. Intentionen er at give dig brugbare informationer, og gennem debat at bidrage til at skabe et bedre København.

Men der er mange omkostninger forbundet med at lave et digitalt magasin, og derfor har kun medlemmer i dag adgang til langt størstedelen vores indhold.

Den artikel du lige har læst, var der gratis adgang til, men langt de fleste skal man være medlem for at læse.

Den gode nyhed er, at medlemskaber starter ved blot 29 kroner om måneden.

Bliv medlem

PS. Som medlem slipper du også for at se flere af de her opfordringer til medlemskab, og alle reklamer forsvinder, hvis du vælger et plus-medlemskab.

Mest læste

relaterede
artikler

relaterede
visioner

læservision
Nordhavn
Kan et fiskemarked være med til at give Nordhavn lidt tiltrængt identitet og en stærkere kobling til det vand, der omgiver byens nye boligområde?
læservision
Nordhavn
Nordhavn skal have et nyt vartegn. En gigantisk figur i træ af en trind Bademester, der kan skubbes i vandet ved en fælles indsats.

seneste
byens rum

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling