Tintin: Enhjørningens hemmelighed

Når nu Steven Spielberg har ventet 30 år med at gøre noget ved sine filmrettigheder til Tintin. Og så endelig gør sit noget i en super-tandem med Peter Jackson som producer. Så er det svært at ignorere den svage skuffelse over 'Tintin: Enhjørningens hemmelighed'.

For det blev ikke den perfekte Tintin-film. Godkendt, ja. Et visuelt betvingende og fyrigt forlystende skue, jovist. Det måtte bare gerne have været lidt mere Tintin, det hele.

Historien sammenfletter velvalgt (men ikke uden krumspring) et par af de klassiske fortællinger, så vi både får detektiv-reporteren med babyfjæset sat i scene med sin trofaste tæppetisser Terry, får spejderdrengen sat på hold med den tørstige Kaptajn Haddock, og endelig sendt dem sammen gennem havsnød, ørkendelirium og kaptajnens familiekrønike på sporet af en piratskat.

Da først Haddock tumler bedugget ud af sin kahyt og vædrer handlingen (og Tintin slipper for at tale til sig selv), begynder replikkerne og knytnæveslagene at ramme rigtigt. Bare med den forskel fra forlægget, at suspense og præcist afmålt action er blevet afløst af stort orkestrerede forfølgelsesscener i topmoderne, svimlende 3D. Toppet med et gevaldigt søslag fra fortiden, der får sig en pendant i finalens kraftfulde containerkran-duel.

Når ramasjangen truer med helt at overtage, er der heldigvis de vittigt vellykkede inkarnationer af Kaptajn Haddock og de ikke ligefrem skarpsindige lovmænd Dupond og Dupont at falde tilbage på. De får i den (for) angloficerede originalversion røst (og bevægelser) af henholdsvis Andy Serkis, Simon Pegg og Nick Frost, og den trio er den eneste grund til ikke at satse på den dansktalende udgave og slippe for at høre den vakse heltehund Terry gå under det fimsede navn Snowy.

Tilbage ligger den sten i skoen, at d'herrer Spielberg og Jackson har valgt at bringe den elskede tegneserie til live med performance capture. Fotorealistisk computeranimation oven på rigtige skuespilleres skuespil, som forgængere som 'Polar-Ekspressen' og 'Beowulf' har vist kan udnyttes til tøjlesløs kreativ frihed – på bekostning af mennesker med sært syntetiske gummiansigter.

Selvfølgelig har teknikken aldrig set bedre ud end nu, og selvfølgelig udnyttes den til spektakulære spektakler. Men tæt på og nede i tempo kan den stadig ikke kaldes charmerende. Eller besjælet. Hvilket Hergés simple, stramme streg om noget var.