Vanløse-højhus med snurretop
Villabydel melder sig ind i kampen med nyt kontorkompleks: To høje tårne med roterende restaurant på toppen.
Vanløse? Det er sådan rundt regnet nogle udkantskøbenhavnske villakvarterer ved Damhussøen – ville de fleste nok svare, hvis du spurgte. Men om få år er det også et 40 meters kontorhøjhus i glas og sort zink, med en restaurant på toppen, der roterer 360 grader om sig selv på en klokketime.
Til den drejende mad kan nydes udsigten af et 10 meter lavere lillesøstertårn. De to høje søstre hedder tilsammen V360, og skal skyde op fra en tom grund lige overfor Vanløse Station.
De deles om de nederste tre etager i en fælles base. Let tilbagetrukket fra Jernbane Allé skal dagligvarebutikker og café i bunden skabe rammerne om et nyt torv ved stationen, hvor såvel S-tog som Metroen holder ind.
På både 2. og 3. sal kommer der offentlige tagterrasser til fri benyttelse for områdets arbejdende og beboere. Biler henvises til en parkeringskælder.

Del af Fenger-planen
Hvis Københavns tyndest befolkede bydel ikke virker som den mest oplagte placering for et prestigiøst højhus-projekt, så det er det netop dét, der er pointen med det.
De arkitektonisk markante søstertårne, de nye indkøbstilbud og de udvidede muligheder for at stoppe op og tage fem, skal være med til at videreudvikle trafikknudepunktet omkring stationen som det naturlige midtpunkt i Vanløse – en identitetsskabende bymidte.
Manden med planen er den lokale byggematador Flemming Fenger, og Københavns politikere har vendt tommelfingeren op med en spritny lokalplan. Selve byggeriet kan gå i gang, når den egentlige byggetilladelse forventes at følge efter i løbet af foråret.

Shoppingcenter og skulpturbygning
Men Flemming Fengers visioner for fremtidens Vanløse Bymidte stopper slet ikke med V360. Han har en hel treenighed af storbybyggeri på vej til stationsområdet.
Ovre på den anden side af banelegemet er shoppingcenteret Galleri A i fuld gang med at blive til noget, med forventet åbning i 2013.
Det skal være i 2 etager med et taglandskab på toppen. Og med endnu et 40 meters kontortårn som blikfang, og endnu et terrassedæk til folket.

Ved siden af Galleri A planlægger Fenger det V-formede kontorhus Hjørnestenen, der også omtrent er kommet igennem det politiske godkendelsessystem.
Hjørnestenen skal være en skulpturel bygning i 4-5 etager, omgivet af en trappe, der dublerer som offentlig plads.


New York, Bangkok og Berlin har roterende restauranter oppe i højderne. Snart kan Vanløse Bymidte være med i klubben. 


14. maj 2013 - 17:29
Hej s-q, shoppingcenteret Galleri A, eller Galleria, er forsinket til april 2014. Der er ikke sat navn på butikkerne, ud over at der blandt kommer et supermarked, et apotek og et fitnesscenter.
14. maj 2013 - 15:10
Er det muligt at få oplyst hvad for nogle butikker de kommer til at ligge der?
28. december 2012 - 18:09
Jeg ville ønske, at der også blev bygget flere lækre boliger i området omkring stationen. Jeg har meget svært ved at få øje på, at Vanløse mangler flere kontorbygninger. Vi har tomme kontorer flere steder i området, men det er svært at finde lejligheder, som er meget større en 80-90 kvm. Man bør udnytte, at der er så mange nye og gode tiltag i Vanløse, og bygge lejligheder til børnefamilierne - både leje og eje - som kan tiltrække nye beboere til området.
26. marts 2012 - 12:29
Dejligt at der sker noget nyt i V-town, men de små vogne og de kraftigt farvede stolper og gavlmalerier, der fortvivlet forsøger at dækkeover endnu et generisk shoppingcenter. Der går der sgu lidt for meget cirkus i den til min smag.
Og så har jeg lidt svært ved at se hvorfor vi skal kravle op på alle bygningerne. Hvis de nu var en del af en alternativ bevægelse gennem området ala den grønne park ved Kalvebod brygge, så gav det måske mening. Men, at kravle op på en bygning for at kravle op på en bygning. Jeg har svært ved at se ideen. Det kan selvfølgelig være der kommer et super fedt rekreativt landskab der oppe, så jeg med på den, men cirkusprojektet, det syntes jeg er fjollet.
17. marts 2012 - 13:48
endelig et nyt formudtryk og variation af typen forstad. Fortætning giver som grundlæggende urbant princip mening og kan det gøres lige ved et eksisterende trafikknudepunkt så meget des bedre. Lad os se om det overlever nabomodstand og hyl om trafik, form og karakter der helt sikkert vil komme.
Indsend kommentar