Freak

Freak er årets tema, og associationerne strækker sig fra hitsangen ’Le Freak’ til kultfilmen ’Freaks’. Inden showet, altså. For der er ikke meget freakshow over Wallmans, der igen satser på hæsblæsende, højt og hektisk. Og så kan det godt være, at lysekronerne gynger herligt fra start, men showet fortsætter i ret flimrende kvalitet.

I den helt rette ånd starter showet i hæder og ære til Cirkusbygningen og Benny Schumann – med mini-telt, mega-klovn, gammel lirekasse og svirende artister blandt publikum. Der er gang i lysekronerne og vel nok aftenens største kontrastforhold: Musik af Imagine Dragons, blandt andet monsterhittet ’Radioactive’.

Overraskelse er der dog også i Wallmans nye artist, tyske Philipp Tigris. Da han entrerer med strip ned til traditionelt undertøj, går tanken på, at han er cirkussets stærke mand. Men hans anseelige muskler kan noget helt andet: Forvridninger og poseringer af overjordisk karakter! Så synes det rimeligt at svenske Kajsa Borg synger ’Hurt’.

Ligesom ’Spider-Man’-temaet ’Hero’ – med svensk power af Jonas Antesten – svinger brasilianske Bruno Bonifacio højere end nogensinde i trapezen. Og amerikanske Shaunna Kotkas luftakrobatik får ekstra power af Jasmin Gabays ’Chandelier’-version. Danske Jasmin, der også er ny i Wallmans, har sunget jazz i mange år og er meget mere soulful end denne arena giver mulighed for at udtrykke.

Generelt er der så meget knald på medley-numrene, at det føles overilet og rodet. Det gælder for Beach Boys-fjolleriet samt Stevie Wonder-landet, der af uforklarlige årsager minder om en 50’er-kirkeskovtur, og mest af alt går det rædsomt tjept i finaleshowet med ’Disco Inferno’, ’Le Freak’ og hotte Donna Summer-hits. Meget bedre er britpop-festen af eksempelvis ’Bitter Sweet Symphony’, ’Wonderwall’ og ’Beautiful Ones’ – i en kæmpemæssig Chesterfield-stol.

Desværre er lyden stadig et massivt problem, og der bør arbejdes på at balancere både volume og diskantlyd med sangstemmerne. Jo færre aktører på scenen, jo bedre lyd. Så ville der også være mere tid til, at de optrædende kan skabe stemning ved bordene, som de betjener. Det nærvær manglede i år. Ligesom mad og vin også haltede lidt efter andre år.

Nok er dessertbidderne kedelige, men det akkompagnerende show er lige til at mætte sig på. Australske Darren Fewins er i sit es som Justin Timberlake, både vokalt og kropsligt bringer han ’Sexy Back’. Inden da har han sørget for adgang direkte til (kvinde)hjerterne med ’Cry Me a River’ og ’Senorita’, samt en lækker akustisk version af ‘Like I Love You’.

Ligeså sexet og formidabel er svensk-iranske Malena Tuvung i den forrygende hyldest til Cher, hvis karriereliv helt sikkert har freak’et nogen flere gange. Når hun slænger sig i den knaldrøde læbesofa i et afslørende dress med hjerter på de rigtige steder og synger ’Believe’; dyrker glimmer-cowboy-stilen i en pink togvogn med ’I Found Someone’ og ’Walking in Memphis’, eller trækker i den sorte paillet-negligé som ’Dark Lady’. Og så er det intet i sammenligning med kanonnummeret ’If I Could Turn Back Time’ – ingen, der har set den musikvideo, bliver skuffede!

’Wallmans Freak’ har lækre højdepunkter, men også nedture. Temaet kunne være sejt, mystisk, provokerende – ja, alt muligt, men der er ikke nok kant og overraskelser i denne omgang. Sangen ’Le Freak’ er inspireret af den legendariske New York-klub 54, og filmen ’Freaks’ chokerede med sit vovede syn på cirkusmiljøets outsidere. Hos Wallmans er der plads til alle, og derfor ender det midt imellem, hvor tema og karakter(er) flyder ud i en masse af gilde og glimmer. Det gør Wallmans forrygende. Men freaks er der ikke mange af.