To år efter sit debutalbum sender produceren Zomby sit andet album, ’Dedication’, af sted. Opfølgeren på ’Where Were U in ’92?’ er et eksempel på et udmærket tænkt forsøg på at bringe endnu et dubstep/electronica mix til folket.
Der er en dubstep-bas, der lægger sig tilpas tungt i kroppen, en instrumental opfindsomhed som fx et pistolskudlydspor, en dyster stemning, der stemmer fint overens med kunstnernavnet samt et elektronisk udtryk med bip-bip-spil-islæt.
Kombineret er der således grobund for det solidt lækre dubstep/electronica album, Zombys fans har sukket efter siden hans debutalbum fra 2008.
Desværre kommer ’Dedication’ meget sjældent ud af starthullerne. ’Natalia’s Song’, det eneste nummer med et decideret vokallydspor og også blandt albummets første singler, er et af de få numre, som brænder igennem på albummet. Da jeg personligt bliver blød om hjertet når lyden af piano får en dominerende rolle i det instrumentale setup, bør ’Huncher’ også roses for sit forsøg på at skabe en oprigtig lytterglæde.
Men det er med ’Huncher’ og ’Natalie’s Song’, som det er med de fleste numre på ’Dedication’: de når lige akkurat at vække noget i én, før man indser at det er mindet om en anden kunstners numre der vækkes. En anden kunstner som desuden har produceret et bedre nummer.
Dubstep’en minder således sporadisk om fx Magnetic Man og Deadmau5, mens de elektroniske eksperimenter med diverse synth-kombinationer bare gør dig lidt irritabel efter det første minut. Og det kan man altså ikke rigtigt sælge musik på, når der netop udgives så mange gennemførte mesterværker i samme boldgade.
Der er nogle små perler gemt i rodet, men groft sagt henviser titlen nok nærmere til den dedikation albummet kræver af Zombys kernelyttere, end den henviser til kunstnerens egen indsats.
Indsend kommentar