Drive

Et ægte menneske. Og en rigtig helt. Dette er historien om en mand og hans maskine, og kvinden, der ændrer alt. Måske den smukkeste testosteronfilm i år, der kan mærkes indeni, længe efter kroppen har forladt den trygge skal af metal og læder.

Manden (Ryan Gosling) er et omtrent tomt, men effektivt væsen, der glider igennem livet som stuntkører, mekaniker og banditchauffør. Lige så anonym som det gadelys, der glider over bilens skinnende lak, når han kører Los Angeles tynd om natten. Altid i kontrol over motor og muskler, altid i fart.

Da han bliver set af naboen Irene (Carey Mulligan), stopper han op og åbner en sprække. Hans bane er for altid ændret. For følelser betyder valg. Og valg har konsekvenser.

Nicolas Winding Refn har på både været helt nede og helt oppe som menneske og instruktør. Men altid været en kompromisløs, hardcore drømmer med sit helt eget udtryk. Det samme har hans nyeste makker, Ryan Gosling, der simrer filmen igennem, indtil det uundgåelige, skæbnesvangre og meget blodige kogepunkt.

Men hvor Refn har været skiftevis episk og indadvendt, enten trukket publikum ind i historien eller skubbet dem væk, har Gosling bragt sin enigmatiske, let kølige og ofte foruroligende karisma med sig i hver en rolle, uanset om det var i intenst indie-drama, skæve komedier eller den aktuelle bromance ’Crazy, Stupid. Love.’, der er omtrent premieretvilling med ’Drive’.

Gosling er en skuespillermaskine med utroligt mange hestekræfter og rækkevidde. Kameraet elsker ham, men man er altid i tvivl, om det er gengældt.
Her får lukketheden, den store mandige tavshed, lov til at styre. Det indestængte driver hans figur, indtil han bliver nødt til at lade volden være løsningen. Og det er helt utroligt medrivende.

Den gudsbenådede filmnørd Refn kan både kultfilm og publikumspleasere på fingrene, og han bruger kun det, han kan lide.
’Drive’ er baseret på James Sallis’ bog af samme navn – og badet i nostalgi og hilsener til helte. Man kunne nævne mange dybere referencer, men for mig at se er det den ikoniske kørescene til tonerne af Phil Collins fra første afsnit af tv-serien ’Miami Vice’, der bærer stemningen.

Uendelige gader, nætter i neon eller solmættede eftermiddage på asfalt. Billeder vi alle har set før, men ikke sådan her. Sorgfuld svigt og sammenbidt erkendelse af, at køreturens hypnotiske, beroligende væren er det nærmeste, en knækket mand kan komme zen. Når han er ude af bilen igen, er han blottet.

’Drive’ balancerer mellem blockbuster og kunstfilm, og svejser form og indhold sømløst.

Carey Mulligans figur er filmens varme hjerte, men bliver brugt lidt for lidt. Og de mange skæve bifigurer har hver deres berettigelse og stemme. Kunne der være et stærkere plot? Ja. Kan denne film få voksne mænd til at græde? Måske. Kunne den fortælles bedre? Næppe.

’Drive’ bæres af to kræfter. Et ægte menneske. Og en rigtig helt.