kbh magasin

BilledetekstCarl Emil elsker gadefester, gåture og stramme bukser. Men han har ikke meget til overs for københavnsk fodbold. | Fotograf: Simon Birk

TOP+FLOP Carl Emil fra Ulige Numre

"Hvis FCK ringer og spørger, om de må bruge vores københavnernummer som indløbssang, får de et rungende nej."

Carl Emil Petersen er forsanger i bandet Ulige Numre og stemmen på den nye københavner-hymnne 'København', som for nylig fik internettet til at gå i selvsving.

Det er Carl Emil selv, der sammen med bandets bassist, Nick, har skruet den stemningsfulde, collageagtige video sammen - på en enkelt weekend, hjemme hos Nicks mor. Se den her.
Bandets første EP er netop udkommet, og har fået en varm velkomst i novemberkulden.

mKBH har bedt fuldblodskøbenhavneren fortælle, hvad han synes er de tre bedste og de tre værste ting ved København.

TOP: Sommerens gadefester

foto_1_0.jpg

Fotograf: Peter Erichsen

Gadefesterne i København, særligt dem på Nørrebro, er noget helt specielt. Det er en fed følelse at være ude i det offentlige rum sammen i solen.

Bare det at festerne ikke er arrangeret af barejere, som prøver at score dine penge, giver en helt anden stemning. Og så bliver folk ikke bestemt af, hvilken bar de går på.

Der er et helt andet fokus, når det ikke handler om at sælge. Det giver en anden form for eufori, når det handler om at være en del af fællesskabet.

TOP: Gåture

stif_nygaard.jpg

Fotograf: Stig Nygaard/Flickr.com

Lad cyklen stå! Der er ikke noget bedre end at gå en tur i efterårssolen, måske med musik i ørene, eller med en sød person i hånden.

Jeg kan anbefale Christianshavns volde. Der er god udsigt langs vandet, og de små stier fører én gennem alle mulige små bohemelandsbyer, som man ikke anede fandtes.

TOP: Trygge København
foto_2_1.jpg

Fotograf: Isbye/Flickr.com

Billedet er ikke så sort som medierne farver det: København er en mangfoldig by, der er sikker at færdes i. Alt andet er en skrøne.

Jeg kan godt se lidt androgyn ud, når jeg kommer vraltende ned ad Nørrebrogade en sen nattetime, iført stramme bukser og læderstøvler. Alligevel føler jeg mig altid helt tryg - og det gælder også på Amager. Byen er måske ikke så usikker som den har været før.


BONUS-TOP fra bassisten: De enarmede på Funchs

andres_rueda.jpg

Fotograf: Andres Rueda/Flickr.com

De enarmede tyveknægte på Funchs Vinstue – de er fede! Der har jeg engang vundet ti bajere ved at smide en enkelt tokrone i. Jeg trak i armen, og ud kom en lille plastikpolet, som kunne ombyttes til øller i baren. Det var populært.

FLOP: Københavns Borgerservice

david_morris.jpg

Fotograf: David Morris/Flickr.com

Mit absolut flop nummer ét må være Københavns Borgerservice. Det er simpelthen et forfærdeligt, forfærdeligt sted. Om man vil det eller ej dukker man op engang i mellem.

Man føler sig som et sygt dyr ingen tør røre ved, mens man bliver guidet ind i en bås. Der går sindssygt lang tid inden en eller anden helt modvilligt hjælper dig igennem et problem, som burde være nemt nok at løse.

Det er en hån mod københavnerne at de kalder det Borgerservice. Det er et ulækkert og nedværdigende sted, hvor jeg er alt for tit, og jeg bliver i dårligt humør af det hver gang. Særligt af den i Amagercenteret.

FLOP: Priser på offentlig transport

acob_boetter.jpg

Fotograf: Jacob Bøtter/Flickr.com

Priserne på offentlig transport er noget møg. Billetpriserne er så høje at jeg - lige som mange andre unge - har eksperimenteret en del med smsbillet-manipulation. Simpelthen ændret lidt på dato, tidspunkt eller zone, inden jeg har stukket telefonen op i snuden på chaufføren.

Men så fandt jeg ud af, at det var dokumentfalsk, hvilket kan have ret fatale konsekvenser. Forleden dag blev jeg stoppet af en kontrollør i bussen, men heldigvis fandt jeg et gammelt, udtjent klippekort, som jeg viste i stedet for mobilbilletten. Jeg undgik ikke bøden, men slap med den billige – og var faktisk tilfreds med det.

Men alt det her ville jeg ikke behøve at gøre, hvis bare transporten var billigere. Jeg cykler selvfølgelig mest, men engang i mellem bliver man bare nødt til at tage bussen.

FLOP: F. C. København

benno_hansen_0.jpg

Fotograf: Benno Hansen/Flickr.com

Som københavner bryder jeg mig ikke om at blive sidestillet med de værdier den klub står for. Det er simpelthen kommerciel drift af værste skuffe. De køber og køber spillere udefra, i stedet for at udvikle egne talenter, og det er altså en dårlig fodboldfilosofi.
Jeg hader at skulle se på deres røvkedelige fodbold søndag efter søndag.

Til gengæld findes der en smuk, smuk klub lidt længere vestpå – helt ude på vestegnen – som har mit hjerte (Brøndby IF, red.). Og hvis FCK ringer og spørger om de må bruge vores københavnernummer som indløbssang, får de et rungende nej.



5Kommentarer

Københavner
24. april 2012 - 17:38

Latterlige mennesker der bruger tid på at nedgøre en ung mands holdninger. I er "kraftedme" ikke en skid bedre selv. Hvad fanden er det i bruger jeres tid på? Se lidt ud over fodbold, og kig på jer selv, hvor er det uforskammet. helt igennem umodne og ligegyldige kommentarer, Carl Emil er en fantastisk kuntstner, og han er langt mere værd end jer små kællinger :)

vred, dansk og fra vesterbro
17. februar 2012 - 18:34

Nu må kraftedme tage dig sammen. din lille københavnersnude! Androgyn min bare røv! haddock ville give DIG fem flade x2 både i fjæs og mavebælte. Alle der har hørt, købt eller på anden måde oplevet ulige numre, følgende instrukser er nødvendige for kulturel, interlektuel og spirituel frigørelse: køb swans album "filth" og luk jer inde i jeres fars hus, hør det nonstop samtidig med ulige numre og lad sidstnævnte band fade ud til tonerne af Giras voldtægtsstemme!

William
18. januar 2012 - 18:56

Det er jo ikke værd at hidse sig op over. Knægten har formentlig ikke den store fodboldinteresse, men er tydeligvis blevet udstyret med en solid standard-gejst-og-vilje-holdning omkring fodbold, om han lige får mulighed for at bjæffe ud.

Anonym
18. januar 2012 - 18:18

Nederste del i artiklen er simpelthen pinlig. FCK har jo brugt deres sang og indhentet tilladelser via Gramex. Ulige Numre bad endda om sæsonkort til Parken, da de hørte, at FCK havde brugt deres sange - og det kan jeg dokumentere :) FCK sagde i øvrigt nej til forespørgslen, da de havde betalt for brugen af sangen.

Nielsen - københavner med K
26. november 2011 - 19:16

Hvad pokker er der i vejen med FC Københavns værdier?
Skulle BIF have større værdier at byde ind med.
”De køber og køber spillere udefra”, sgu gør de så lige som de andre Superligaklubber.
Og røvkedeligt fodbold søndag efter søndag, sikke noget… hvad med at vende øjnene mod vestegnens helte og deres ”røvkedelige fodbold søndag efter søndag”, og glem FCK, som ikke findes i hjertet.

Indsend kommentar

Indholdet af dette felt er privat og bliver ikke vist offentligt.
Billed-CAPTCHA
Enter the characters shown in the image.

MERE PÅ NETTET

www.uligenumre.dk

FAKTA

Carl Emil Petersen

Forsanger og sangskriver i rockbandet Ulige Numre.

Født i 1990 i København og har danset med byen lige siden. Pt. fra en taglejlighed på Amager.

Ulige Numres debut-EP udkom den 31. oktober på pladeselskabet Auditorium. Bandet skal turnere i 2012, blandt andet som special guest hos Mikael Simpson.

TOP+FLOP

Vælg 6 steder eller fænomener i København
3 der topper
3 der flopper

SENESTE BYLIV

kbh magasin
Lille-web WEbdesign