Tel Aviv
Ved Middelhavets østligste kyst ligger en overset metropol i grænselandet mellem jødedom og Jean Paul Gaultier. Tel Aviv byder på chikke butikker, arkitektur der har sat byen på UNESCO’s liste over bevaringsværdige steder, og 25 kilometer strand der sætter Barcelona i et beskedent landsbylys.
Året er 1909. I Palæstinas vigtigste havneby, Jaffa, får 66 jødiske familier nok af det muslimske styre og flytter nogle kilometer længere op ad Middelhavskysten. Her grundlægger de en ny havneby, Tel Aviv.
I dag er den ikke blot Israels største by. Den er Mellemøstens mest moderne metropol og et velfungerende bevis på at fred i Det Hellige Land er mulig. Her handler jøder og muslimer i samme butikker, står side om side ved markedsboderne med avocadoer og kikærter – og jogger ubemærket forbi hinanden med iPod i ørerne under palmerne på strandpromenaden.
Det kunne være Californien, Cannes eller København. Men den lune luft med de duftende krydderier der blander sig med hebraiske og arabiske ord, vidner om at vi hverken er på europæiske eller amerikanske breddegrader.

Moderne skyskrabere blander sig med Mellemøstlig arkitektur.
Selv om Israel blot er halvt så stort som Danmark, virker Vestbreddens besættelser, Jerusalems helligheder og skræmmebillederne fra Gaza, der igen og igen toner frem i TV Avisen, fjerne som fremmede kontinenter i Tel Aviv. Her spankulerer stiletter hen ad gaderne, mens store solbriller fra store designere sidder moderigtigt på pæne mennesker.
Byen er en kæmpe kontrast til de ortodokse kindkrøller, kalotten og rosenkransen. Og det er ikke fordi Tel Aviv er ateistisk. Man har bare et andet forhold til religion her.
Du møder nu stadig utallige jødiske traditioner som for eksempel sabbath – den ugentlige helligdag der lægger gader øde og lukker butikker på stribe hver lørdag.

På Jaffas loppemarked er der stor konkurrence mellem det kitschede og det kiksede.
En surfers paradis
Mellemøstens metropol, Den hvide by, Bedre end Barcelona – kær by har mange navne, også selv om landet den ligger i siges at være helligt.
I 2003 udnævnte UNESCO Tel Aviv til at være blandt verdens bevaringsværdige steder på grund af Bauhaus-arkitekturen. Flere end 4.000 hvide Bauhaus-bygninger i strømlinet stilart uden dikkedarer og
dekorationer har givet Tel Aviv tilnavnet Den hvide by, og hvert år strømmer tusindvis af arkitekturinteresserede og andre nysgerrige sjæle hertil for at opleve den særlige Bauhaus-stil.
Andre kommer med bikini og board-drømme. De 25 kilometer Middelhavskyst langs byen lægger nemlig op til fri leg i og på vandet. Surfere, strandelskere og solbadere – velkommen til paradis!
Barcelona må nok se sig slået. På mere end et punkt. Mellemøsten er lig med markeder, basarer og boder med alskens tingeltangel. Tag ikke fra Tel Aviv uden at besøge Carmelmarkedet, Mellemøstens største og mest kendte.
I Jaffas gamle, smalle gader hvisker vinden 4.000 år gamle historier.
Den gamle Jaffa- ydel, der nu er vokset sammen med Tel Aviv, byder også på markeder hvor du kan erhverve dig alt fra tilgåede tæpper til brugte blendere. Her er obligatoriske kopivarer og kitsch i lange baner. Spejl dig i de lokale handlende, prut om prisen på en avocado og nyd smagsprøverne fra de mange madboder.
Stemningen er åben og smilende, og et venligt vink betyder ikke at du absolut skal købe sælgerens halve bod, men derimod at du har mulighed for en sludder over et stykke tørret papaja eller en friskpresset smoothie med Jaffa- ppelsiner – verdens bedste!
Den lille sult lever ikke længe i dette område, og byens falafel får Nørrebrogades ditto til at minde om Carmel-markedets kopivarer.

Tel Avivs havneområde er populært døgnet rundt – både ude og inde.
Hygge på havnen
Når den store sult nærmer sig, giver det al mulig mening at sætte kursen mod det trendy og nyrenoverede havneområde. Der er mange turister, men der er også rigtig mange lokale israelere. Alle elsker nemlig havnen, og når du ser den, ved du hvorfor.
Kombinationen af frisk luft, lyset fra havet og udvalget af restauranter, caféer og barer gør Tel Avivs havneområde mere attraktivt end Manhattans Meat Packing District.
Begynd med mezes, og lad små skåle med alverdens spændende salater og småting inspireret fra Israels omkringliggende egne byde dig velkommen. Fra hummus over grillede sardiner til russiske rødbeder, græske oliven og bagte auberginer. Er I fire personer, så bestil omkring ti forskellige.
Men pas på! Mezes er ofte så lækre at mundvandet kan få Niagara Falls til at
minde om en vandpyt, og der er stor risiko for at komme til at stille hele sin sult i lækkerierne.

Chili, paprika, safran, karry … Carmel-markedet byder på flere krydderier end de fleste af os kender.
Eksplosivt natteliv
Tel Avivs natteliv bliver igen og igen fremhævet som noget af det mest levende, man kan finde. Beboernes afslappede forhold til religionen, og byens karakteristiske sorgløshed, giver grobund for byture hvor der bliver givet los på såvel tøjler som alkohol.
Derfor minder nattelivet en del om den vestlige gå-i-byen-kultur, men læg dertil mellemøstlig temperament og energi, og du får en fantastisk eksplosiv sammensætning.
Husk dog på at det vi kalder weekend i Danmark på grund af sabbathen falder fredag og lørdag på denne breddegrad, og ikke lørdag og søndag som vi er vant til. Til gengæld betyder det også at der er dømt fest om torsdagen. Så hvis du elsker at fejre lille-fredag med flydende væsker, er Tel Aviv stedet at gøre det.

Azrieli Towers med korsriddernes gamle område i forgrunden.
Verdens mest eftertragtede
De sidste 4.000 år har muslimer og jøder kæmpet om Palæstina, og ind i mellem har andre kræfter også været på spil. Man kan med god grund kalde det jødiske Israel for verdens mest eftertragtede land. Desværre kan en endegyldig våbenhvile virke utopisk. Og det er en af de ting du også vil tage med hjem i oplevelsesbagagen efter et besøg i landet.
Det er svært at forestille sig jøden og muslimen sige til hinanden: Hvis du tror lidt mere på Messias, så tror jeg lidt mere på Allah. Men hvorfor så tage til Tel Aviv?
Fordi, når religionen træder til side, kan moderne, metropolske kræfter komme i spil – Tel Aviv er et pragteksempel på det. Byen er et befriende helle for den kamp resten af verden synes at fortsætte, og alene dens unge alder gør den mere metropolitisk end mellemøstlig – på visse punkter i hvert fald.
Så en stort tak til de 66 familier i 1909, og et endnu større tillykke til Tel Aviv. I år fejrer byen nemlig sin 100-års fødselsdag, og du er inviteret. Festen foregår i et ’Bauhaus’ – det bliver lunt og krydret.

Bauhaus-arkitekturen er tysk inspireret og stammer fra 1930’ernes tendens til at strømline samfundet. I 1933 lukkede Nazi-partiet Bauhaus-skolen, og en række lærere og elever flygtede fra Tyskland. 19 af dem bosatte sig i Tel Aviv, og de kan i dag tage æren for UNESCO’s hæder.
Foto: Nir Nussbaum
Kilde: historie-nu.dk

Bedre end Barcelona! Mellemøstens metropol byder på 25 kilometer kyst til fri leg. | Fotograf: Søren Østerlund 


Indsend kommentar