Glasgow

Det kolde nord er ikke kønt, men det luner

Lad det være sagt med det samme. Man skal ikke tage til Glasgow for vejret, for skønheden eller for maden. Glasgow er grå, våd og blæsende. Glasgow er ikke særlig køn, og nationalretten er haggis, indvolde kogt i mavesæk.

Så hvorfor i alverden tage på lang weekend til Skotlands største, og Storbritanniens tredjestørste, by? Jo, når man har været i Paris, Rom og Barcelona og har lyst til at opleve noget helt andet, så leverer Glasgow varen.

I Glasgow kan du gå på hypermoderne design- og arkitekturcenter kun for at komme ned på gaden og løbe ind i en skotsk, ægteskabelig diskussion foran en pub:
”Yaaa fukin’ cunt, I’m ganna slit yer fukin’ throat,” hørte KBHs udsendte en midaldrende kvinde råbe til sin mand en tirsdag formiddag. Så er dagen ligesom i gang. Læseren må selv oversætte.

Heldigvis var det tomme trusler, og kvinden valgte at fortrække i stedet for at skære halsen over på sin uduelige mand.

Minuttet efter kan du gå ind i den lokale Boots (den britiske version af Matas) og blive mødt af en høflighed vi slet ikke kender i København:
”Good morning sir, how may I help you?”
Og efter den nye paraply er overdraget, og pundene lagt på bordet:
”That’s marvellous, sir. Now have a very nice day,” ledsaget af et smil så sødt at du tror på at kvinden foran dig med den fantastiske skotske accent virkelig håber at du får en god dag.

Fra socialrealisme til Armani

I Storbritannien er Glasgow stadig kendt for fodboldhooligans, vold og endnu dårligere vejr end briterne ellers er vant til, men meget har ændret sig de seneste tyve års tid. Vejret er det samme, global opvarmning til trods, men Glasgow er nu en by på vej fremad.

Efter i det 19. århundrede at have været en af den industrielle revolutions moderbyer, var Glasgow i 1960erne blevet fattig. Mangel på investeringer og nye idéer betød at byen gik glip af det opsving resten af Vesteuropa nød godt af.

Sværindustrien stod og rustede mens mindre løntunge dele af verden fik ordrerne, og i 70erne og 80erne var Glasgow en beskidt by i forfald. For britiske filminstruktører med hang til tung socialrealisme var den blevet et lille paradis på jord.

Store dele af befolkningen var på bistandshjælp, boede i socialt boligbyggeri i grå beton og drak dåseøl med den ene hånd mens de slog tænderne ud på deres koner med den anden. Udenfor regnede det. Næsten altid.

Men så skete der noget. Efter ihærdigt arbejde blev Glasgow udnævnt til Europæisk Kulturhovedstad i 1990, ligesom København blev det seks år senere. Ny optimisme og nye investeringer satte gang i en blæst der har skubbet Glasgow fremad lige siden.

Der er kommet gang i finanssektoren, nye it-firmaer åbner næsten dagligt, og skibsindustrien har fået ny olie til dieselmotorerne. Huse og gader er blevet renoveret, og som tegn på byens genfundne velstand rangerer briterne Glasgow som landets næststørste shoppingby – kun overgået af London.

I hele centrum ligger velkendte Zara og Armani side om side med kiltforretninger og juvelerer, mens hippe West End omkring universitetet er tæt pakket med skæve designbutikker, second handmodetøj og pladebutikker hvor du kan finde det japanske særtryk af Beatles’ Rubber Soul som du har manglet så længe.
”It’s what we do,” sagde en lokal kvinde til KBH: ”We shop.”

Lidt som København

I det seneste tiår har Glasgow markedsført sig selv som Storbritanniens arkitektur og designby, og der er noget om snakken. Modernismens sande fader kalder Glasgowianerne selv deres bysbarn, arkitekten Charles Rennie Mackintosh (1868-1928).

I sidste halvdel af 1800-tallet var Glasgow et verdenscentrum for skibsbyggeri, og da japanske ingeniører og flådefolk begyndte at komme på lange besøg, tog de deres møbler og kunsthåndværk med sig.

Deres enkle formsprog, uden udskæringer og andre krummelurer, inspirerede den unge Mackintosh der i årene omkring århundredeskiftet tegnede både møbler og en lang række bygninger der står rundt om i Glasgow den dag i dag. Bygninger der for os ser gammeldags ud, men som på den tid var små revolutioner – uden de mange ornamenter som man var vant til på den tid.

Også i den helt moderne afdeling har Glasgow noget at byde på. Faktisk er den lidt at sammenligne med København. De er cirka lige store, flere gamle kvarterer er blevet byfornyet, og særligt ved havnefronten, eller her snarere flodfronten, er der godt gang i nybyggeriet. Og ligesom i København med skiftende held.

Mest interessant er der ude omkring Norman Fosters Scottish Exhibition and Conference Center der af de lokale ikke overraskende kendes under navnet The Armadillo – bæltedyret.

Norman Fosters konferencecenter, SECC, kaldes 'bæltedyret' af glasgowianerne.

Skotsk Swahili

Tyve års lune vinde under kilten har dog langtfra tryllet hele Glasgow om til en velhaver-oase. I byens østlige og sydlige kvarterer hersker stadig socialt armod og vel noget af det nærmeste man kommer egentlig fattigdom i Vesteuropa.

Børn vokser op i bittesmå lejligheder uden mange chancer for at blive til andet end de Neds (se boks) der med mellemrum terroriserer de uddannede og velhavende i centrum og West End.

Det britiske klassesamfund lever i stor stil i Glasgow, og de forskellige kulturer lever visse steder dør om dør uden nogensinde at banke på hos hinanden.

Fra bydelen Merchant City i centrum med sine flotte pladser, karrierekvinder i jakkesæt og Bang & Olufsen-butikker, skal man blot krydse en enkelt gade for at befinde sig i East End.

Her får man tatoveringer, og her hedder aviskiosken News and Booze. Her spiser man fish & chips på restauranter der hedder Val d’Oro, og her er den skotske accent så tyk at den karseklippede Rangers-fan foran dig ligeså godt kunne have råbt på Congo-Swahili inden han ødelagde sit pintglas på din pande. Du ville stadig ikke forstå hvorfor du havde gjort ham sur.

Men det er dette misk mask af nyt og gammelt, rig og fattig, skønt og skidt der er en del af Glasgows charme. Ikke langt fra de rå football-pubs ligger gennemdesignede barer og caféer, og netop som man troede hele Glasgow var grim, drejer man om et hjørne og finder en hyggelig plads eller en spændende bygning.

Og selv om man af og til møder det rå og aggressive, så er de fleste mennesker her i det grå nord i besiddelse af en sjælden charme og lune som gør en i godt humør. Her er uprætentiøst. Man ved godt at man bor i et lidt småkoldt hjørne af verden, men man er sammen om det, så derfor er det ikke så slemt.

Man bliver glad for de små ting. Den gode restaurant eller det pludselige udbrud af gadeliv når skyerne for et par timer giver plads for solen.