Det, der gør denne hypede New York- og 9/11-roman så blændende er dens evne til hele tiden at balancere på kanten mellem hverdagslige petitesser og livets store og grumme spand koldt vand i hovedet.
For undervejs kan man godt sidde og mene at der går lige lovlig meget cricket (!) og velplejet græs i den, men så meget desto stærkere står det menneskelige drama og billedet af en by, der ingen grænser synes at have.
Billedet af en mand i paralyseret søvngængerstil der adskilles fra sin familie og finder ny glæde i New Yorks multietniske, cricketspillende samfund er stærkt. Og afslutningen, de allersidste linjers påmindelse om hvordan vi må se det nære og simple for at se og forstå det store billede, er både rørende og formidabel. Og nej, jeg har ikke sagt for meget.
Indsend kommentar