Nyt liv i gamle Nyhavn
Det pulserende liv i Danmarks mest besøgte havnekvarter skal have mere plads. En længere promenade, en ny kulturmole og en havnepark er visionerne for det nye Nyhavn.
Nyhavn er nok dét kvarter i København der står printet ind i flest danskeres bevidsthed: De 300 år gamle huse, fortovscaféerne, de charmerende veteranskibe og den konstante summen af liv.
Og nu skal den særlige stemning have mere plads at brede sig på.
Mange velbeliggende arealer i området ligger nemlig uudnyttet hen, og derfor har Københavns Kommunes teknik- og miljøforvaltning netop lavet en plan for hvordan kvarteret kan udvikle sig: Nyhavns fodgængerpromenade skal forlænges, Kvæsthusmolen skal forvandles til byens nye eventmole, Havnegade skal være en havnepark, og langs Nyhavns skyggeside skal en ny cykelrute samt en bro over inderhavnen forbinde Amager og Holmen med Indre By.
”Med undtagelse af selve Nyhavn og terrassen ved Skuespilhuset, så er der ikke mange muligheder for at slå sig ned med en kold øl eller en is tæt på vandet i Nyhavnsområdet. Det skal vi have lavet om på,” siger teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune, Klaus Bondam.
Byrumsstrategien er endnu blot et idéoplæg, men vender politikerne tommelfingrene opad for forslaget, kan det være første skridt mod en realisering, vurderer centerchef Ulrik Winge fra Center for Bydesign:
”Vi er ikke i tvivl om at der vil opstå en masse liv i de her områder fordi de er så attraktive og velbeliggende. Udfordringen er at skabe bedre rammer for det byliv der allerede er masser af i området.”
Planen var til officiel behandling kort efter redaktionens deadline.

De opretstående kvadrater på billedet skal blandt andet give plads til udstillinger. 


Indsend kommentar