Forskerne ind i bronzetårnet
Nørrebro får med udvidelsen af Panum en græsbestrøet ledestjerne og et 16 etager højt ikonisk bronzetårn
Byens biomedicinske forskere behøver ikke lede længe for at finde frem til deres fremtidige hjem på kanten af Nørrebro.
For hvis den lave stjerneformede bebyggelse med det græsbevoksede tag ikke er nok til at lede dem på rette spor, skal det 16 etager høje brune tårn nok klare resten - på Panum skal forskerne ikke ud af elfenbenstårnet, de skal ind i bronzetårnet!
Græs på taget, forskere i tårnet
Det såkaldte forskertårn med de bronzeindrammede vinduer, hvor landets førende forskere inden for blandt andet kræft, hjertesygdomme og demens skal holde til, udgør nerven i den længe ventede udvidelse af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet

Set fra luften indgår Panum-tårnet i en høj akse over Rigshospitalet til Parken.
Panum er nemlig blevet for slidt og for småt til de mange forskere og studerende, så der blev tidligere på året udskrevet en arkitektkonkurrence hvor forslaget fra C. F. Møller Arkitekter netop er blevet udpeget som vinder.
Tårnet, som nok skal hjælpe mange rundforvirrede københavnere med at holde styr på stedsansen i byen, kommer til at hvile på en stjerneformet bund der består af fire bygninger der roterer svagt i forhold til hinanden. De får naturligvis græsgrønne tage på bedste klimavanlige maner.

Inde i bronzetårnet knytter en åben vindeltrappe de 16-etager sammen - og forskerne får sig en misundelsesværdig udsigt over København.
Barcelona-strøg på Nørrebro
For almindeligt dødelige københavnerne bliver en af de mest mærkbare effekter ved den nye tilbygning at det i fremtiden bliver muligt at skyde genvej fra Blegdamsvej til Nørre Allé ad et Rambla-lignende strøg der kommer til at gå på tværs af det eksisterende Panum og den nye bygning.

Panum-tårnets stjerneformede base skal indeholde fællesområder som auditorier og kantine.
I modsætning til i dag hvor man skal være mere end ivrig for at finde vej ind til Panums forjættede forskning, vil det nye byggeri få en klar hovedindgang fra Blegdamsvej. Indgangen bliver desuden begavet med et campustorv der er tænkt som fremtidens samlingspunkt for området, så det er slut med at rende og lege ufrivillig gemmeleg på de sundhedsvidenskabelige marker.
Desuden kommer der en hævet cykel- og gangsti gennem området der skal skabe sammenhæng til det øvrige Nørre Campus - den kommende integrering af universitets mange fakulteter omkring Rigshospitalet til en samlet vidensbydel på grænsen mellem Nørrebro og Østerbro.
Udbygningen af Panum ventes at gå i gang i 2013 og være afsluttet i 2014.

Tårnets bronzebeklædning er afstemt efter farven på Panum Instituttes eksisterende bygninger - her ses gammelt og nyt fra Tagensvej-krydset.

Panums højtravende tilbygning får hovedindgang fra Blegdamsvej-siden. 


24. november 2010 - 23:59
Det er bare flot! Godt der kommer noget nyt i dette kedelige kvarter.
Indsend kommentar