Når Roskilde Festival bliver til en by
Den er Danmarks 4. største 'by', når festivalen kører — og der arbejdes mere med designede 'byrum', end der gjorde tidligere.
Når Roskilde Festival senere på måneden sætter strøm til forstærkerne, så er den for en stund Danmarks 4. største by.
Hvis man regner det hele med, så bor der nemlig i en uges tid omkring 130.000 mennesker på 'Dyrskuepladsen' — klos op ad Holbækmotorvejen.
I selve Roskilde bor der 'kun' omkring 54.000 mennesker.
Ud over at høre musik og drikke lunkne øl, skal alle festivalgæsterne — nok ikke overraskende — både spise, sove, besørge og have noget at tage sig til, når musikken ikke spiller.
For år tilbage præsenterede Magasinet KBH hvert år derfor årets udgave af 'byen' Roskilde Festival — og det har vi nu tænkt os at gøre igen.
Og i år er det med flere ændringer og nyskabelser, end man er vant til.
Biograf og nye scener
For 13 år siden havde Roskilde Festival sin helt egen biograf — men så forsvandt konceptet til fordel for andre nye tiltag og er ikke blevet set siden.
Men i år er 'Cinema' tilbage på festivalpladsen.
Her vil der ikke kun blive vist 'almindelige' spillefilm som 'Sentimental Value' men også dokumentarfilm om f.eks. Christiania. Og efter hver visning vil der være 'talks', optrædener eller debatter, der har med filmene at gøre.
Biografen skal både være et åndehul fra festen, når man har brug for en pause, og et helt anderledes tilbud, hvor udskejelserne tøjles og man kan gå i et mere tænksomt gear.
To nye scener — Fauna og Lagune — kommer også til og skal skabe deres egne stemninger — eller 'byrum' om man vil.
Fauna vil være overdækket og placeret mellem træerne — og blive brugt til 'intime' koncerter. Her er vi metaforisk altså på en lille grøn plads i byen.
Lagune vil være mere åben og blive brugt til mere energisk musik, men stadig være mere intim end de store hovedscener — og altså også et sted man kan trække sig en anelse tilbage fra 'byens' trængsel og larm uden helt at sige farvel til den.
Ingen gummy bear
I det hele taget har Roskilde Festival de senere år arbejdet på at bryde festivalpladsen op i forskellige typologier. Hvis man var gæst i 90'erne, vil man i dag opleve et betydeligt mere varieret område, hvor omgivelserne i højere grad skal iscenesætte forskellige oplevelser.
»De seneste år har vi arbejdet på at skabe flere rum til pauser og mere rolige områder, hvor man kan tage en pause fra festerne,« siger Naja Lund fra Roskilde Festival til Magasinet KBH.
Det betyder også, at der er kommet et område ved navn 'The Garden' til, som byder på rolige 'oaser', hvor man kan trække sig lidt tilbage — ligesom der andre steder er mindre arealer med hængekøjer og 'lounges'.
Roskilde Festival er med ét ord blevet lidt mere 'civiliseret' med årene.
Det er svært ikke at trække en parallel ind til København, hvor indretningen af byen i de sidste 20 år også i langt højere grad end tidligere har fokuseret på at skabe muligheder for ophold og at få tempoet lidt ned i udvalgte lommer af byen.
Princippet har også bredt sig ud på campingområderne, hvor man nu har bemandede 'pauserum', hvis det hele bare bliver lidt for meget.
»Det hele peger ind i en større fortælling om, at man kan være på festival på mange forskellige måder — alt efter behov og ønsker,« fortsætter Naja Lund.
På campingområderne har man de senere år også kunnet booke en særlig telt-plads under 'Get a Silent Place', hvor man placeres lidt længere væk fra festivalpladsen.
Områderne er rettet mod dem, der har fået nok af animeret tissemands-slyngen akkompagneret af 'I am a Gummy Bear' på naboens soundboks klokken 4 om morgenen — eller bare slet ikke har lyst til at opleve det.
Man kan i dag også booke sig ind i 'Tenthouses', som er en slags glamping, hvor teltet står rejst og klar med madrasser, når man ankommer, hvor gulvet er hårdt og hævet over jorden — og hvor der er 220V i stikket.
Prisen i år var 3.100 kroner for hele festivalugen, og der er for længst udsolgt.
Olympisk nødtørft
Både glamping-gæsterne og dem på de gratis gør-det-selv-pladser har naturligvis behov for at tømme blæren for det indtag af forskellige væsker, der følger med en Roskilde Festival for de fleste.
Og hvor der tilbage i 90'erne herskede et vist urin-anarki, så er der også her kommet mere civiliserede rammer gennem årene.
Det helt store tryk blev lettet i 2018, hvor der blev lagt 24 kilometer kloakledninger og 6 kilometer vandledninger under festivalens områder, så træk-og-slip kunne gøre sit indtog.
På årets festival vil der blive opsat i omegnen af 1.500 toiletter samt omkring 300 urinaler.
'Byen' Roskilde Festival er dog så stor, at resten af Roskildes kloaksystem ikke kan følge med de anseelige mængder nødtørft pr. time. Og derfor finder man under jorden også Sjællands største opsamlingstank, der kan forsinke både nummer 1 og nummer 2's videre færd til renseanlægget.
Tanken kan rumme omtrent det samme som to olympiske svømmebassiner — eller 4,5 mio. mælkekartoner.
Tog med ophold
Allerede sidste år fik Roskilde Festival en ny udgave af sin helt egen togstation — udviklet i samarbejde med arkitektstuderende på Det Kongelige Akademi.
Den er selvfølgelig opført med bæredygtige materialer, men også indrettet, så den er sit eget mødested og ikke kun en perron — lidt ligesom f.eks. Hovedbanegården i København.
Arkitektoniske former finder man også på kunstværket 'The Long Way Around', som debuttrede sidste år, men også kan opleves i år.
Værket er lavet af britiske Jesse Darling — der har vundet den i Storbritannien meget prestigiøse Turner Prize — og er udformet som en stor rampe, der snor sig op ad en bakke.
På toppen finder man siddepladser og en lille pejs, såmænd, så man har endnu et roligt sted at opholde sig, når man vil væk fra virvaret og trække vejret lidt dybere ned i lungerne.
Mere kunst
To nye kunstværker kommer også til 'byen' i år.
'Table of Interests' er et bord, som skal afspejle alt, hvad området syd for selve koncertområdet bliver brugt til — hvilket er en hel del.
Når man ikke finder en enormt campingplads fyldt af festivalgæster, så bruges arealet her med dets mange søer nemlig til alt fra dyrskuer til børnehaveudflugter — og Roskilde Kommune har en mission om at tilføje ét nye kunstværk hvert år, så området langsomt transformeres til en kunstpark.
'Rundkredsen' er en stor cirkulær konstruktion sammensat af møbler med campingpladsens hovedvej løbende igennem sig. Cirklen skal definere et rum, som "inviterer til fællesskab og samhørighed", som Roskilde Festival selv formulerer det.
Her leger man med det princip, at når et areal indrammes og defineres — så kan det få en samlende funktion frem for blot at være en del af omgivelserne og et sted man går forbi.
Årets Roskilde Festicval løber fra 27. juni til 4. juli og er udsolgt.
Få adgang som medlem eller abonnent
Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.
Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.
Allerede medlem? Log ind her!
