pixel

Amadeus

  • Malmø Stadsteater
  • 5.04

Fakta

DRAMA
13. september – 20. december 2014

Malmø Stadsteater

Foto: Peter Westrup

Misundelse er en grum pille at sluge. For både den udøvende og den udsatte. Her en italiensk manipulator og et østrigsk legebarn, der begge søger anerkendelse af deres musik. Den ene sekunda, den anden prima.

”Salieri. Salieri.” hvisker det i hjørner og højder, som dragende vind og flaksende stearinlys. Lyset fanger en forhutlet, pjalteklædt mand, der påkalder sig tilgivelse. Eller gør han? For som forestillingen skrider frem, viser det sig, at hans evige udbasuneringer om skuffelse, uretfærdighed og bod – mestendels til Gud – er motiveret af iver efter berømmelse.

Mødet med Mozart og hans vidunderkompositioner intimiderer Salieri, som straks intrigerer alle omkring sig for at holde fast i sin hofposition. Det er hans udtryk, hans fortælling, hans show. Fredrik Gunnarson leverer en pragtpræstation, der intenst dominerer scenerummet og den fremragende dialog, når enten han beretter om eller er vidne til Mozarts livlige talent. Hans ondskab kunne have mere snap, men bitterheden og misundelsen spreder sig giftigt i den parfumerede pudderdunst, der fylder teatersalen.

Men selvfølgelig stjæler Mozart hver en scene, han entrerer. Mattias Linderoth er perfekt som det legesyge geni med vildt hår, fjollet grin og entusiasme nok til at splitte hele noderækken. Han får snart rygte som provokerende og tøjlesløs, og hans originalitet misforstås ofte. Godt hjulpet af Salieri, der foregiver at være geniets ven, men konstant forringer hans muligheder for succes og ikke mindst honorar.

Virkelighedens Antonio Salieri var anerkendt hofkomponist i Wien i slut-1700, men allerede i start-1800 var interessen for hans musik nedadgående. Så de fleste hørte først hans navn via Peter Shaffers manuskript ’Amadeus’, der i 1979 blev til teater og i 1984 til storfilm. Siden har Mozart og Salieri været uigenkaldeligt forbundet – selvom rivaliseringshistorien er yderst dramatiseret.

Amadeus betyder elsket af Gud, og deri ligger endnu en dramaturgisk genistreg. For Salieri føler sig svigtet af Gud, som han har lovet evigt troskab i musikkens navn. Når usømmelige Mozart i stedet får denne Guds gave, ser Salieri sig nødsaget til at kæmpe mod guddommeligheden, velvidende at han vil tabe. For Mozart er allerede dømt til evigt liv gennem hans musikmesterværker.

Disse mestertoner savner man lidt i første akt, men i anden akt får norsk-danske Frede Gulbrandsen alt til at gå op i en højere enhed. Med sig fra ’Skammerens datter’-forestillingerne har instruktøren koreograf Louise Seloy og kostumier Astrid Lynge Ottosen, der har skabt celebert liv i baroksilken. Mere enkel er scenografien af svensk-danske Tore Sæther, centreret omkring et pianoforte på et kvadratisk plateau med nedsænkning og trapper med spejle i hvert hjørne. Og der skal såmænd ikke mere til at skabe grandios stemning i Malmø Stadsteaters smukke gamle teatersal, der er bygget om til denne sæson, så scenen står midt i rummet under kuplen, imposant og pragtfuld. Som denne ’Amadeus’.

Mest læste

seneste
scene

Under dybet
4.02

Operaen
Stolthed og fordom
5.04

Betty Nansen Teatret
Saul
5.04

Operaen
Koreorama nr.01
4.02

Det Kongelige Teater
Askepot - The Musical
3

Tivolis Koncertsal
Dansedybet
3

Sort/Hvid

seneste
film

Civil War
4.02

Alex Garland
Hammarskjöld
4.02

Per Fly
Abigail
4.02

Matt Bettinell-Olpin, Tyler Gillett
Back to Black
3

Sam Taylor-Johnson
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling