Under dybet

Hvad er dybet? Og hvad er der under dybet? Titlen forvirrer og således passer den godt til forestillingen, der også er ganske mystisk og sært fabulerende. Men fuld af liv og død - og alt muligt uforklarligt imellem - som skaber en berusende visuel rejse gennem ritualer af dans, sang og musik.

Ritualer er ofte en stor del af den moderne dans, men meget af det rituelle er hentet fra ældre kultur, tro, traditioner og folklore. Blandt andet derfor forbinder man ofte ritualer med noget der går dybere, og oftest bringer balance kropsligt og emotionelt. Selvom man måske ikke helt forstår hvad der sker i ritualerne.

I ’Under dybet’ er flowet af ritualerne skabt i tæt samarbejde med det kunstneriske hold under koncept af instruktør Anja Behrens og scenograf Christian Albrechtsen. Ikke som egentlig handling eller udvikling, men mere som følelser og kropslighed, transformationer og udlevelse, samt et overordnet tema om bryde grænser og gentænke opfattelser. 

Albrechtsens scenografi og kostumer er enkle, men alligevel opulente, og ligeledes er både musik, sang og dans til den monotone side, men alligevel totalt berusende og pirrende. Således sprudlende af kontraster i en lidt flakkende stemning af moderne og retro, cool og flamboyant, basal og abstrakt. 

Danserne - som indimellem også bliver korstemmer - er vidunderlige, og skaber overdådighed i både helt neutralt, nude-farvet undertøj og den stærkt farvede fjerpragt samt tylskørter og guldhorn. Koreografien af Sebastian Kloborg og Oliver Marcus Starpov forvandles indimellem til scenografiske lækkerheder, hvor omkring 40 dansere danner base for hoveddanserne De 5 Rejsende og det primære udtryk for de tre livscykluser: Fødsel, seksualitet, død.

Ganske højtidelige er operasangerne, der står stolt og stift i struttende, gule tylkjoler og høje, røde hatteagtige skrud. Dvælende i musikken, hvis elektroniske sound dominerer fortolkningerne - og den nykomponerede musik - af Jeanett Albeck, instrumenteret af Christian Vium med ambient vibe a la William Orbit, og tilsat fem herlige basunister. 

Popsangene er så ikoniske at de også er blevet en slags ritualer, som vi forbinder med bestemte følelser og/eller oplevelser. Og især her brydes der med vores forestillinger, for de fleste af sangene er fortolket ret anderledes, overraskende og kontrasterende. Ofte også i forhold til hvad der foregår på scenen - i dans, kostumer og scenografi.

Mest sært er (Madonnas) ’Like a Virgin’ sunget ganske dybt og langsomt af bas-bariton Sten Byriel til en rumlende, elektronisk lyd. Og meget svært at relatere til de genskabende kroppe, der omhyggeligt kryber ud af den sorte muld, de blev dækket af med (David Bowies) ’Heroes’ og forinden blev født til de magiske toner af (Björks) ’Human Behaviour’ - begge med tindrende uskyldig vokal af Marianne Ernst Dam.

Bedst er (Beyonces) ’Crazy in Love’, der bliver næsten besættende, og den islandske tenor Magnus Gislasons version af (Sort Sols) ’Let Your Fingers do the Walking’ er næsten hypnotisk, selvom man ikke får lov at høre det eminente omkvæd. Mere anonyme er (The Cardigans’) ’Lovefool’, (The Black Eyed Peas’) ’My Humps’, (Justin Timberlakes) ’Cry Me a River’, og nogle enkelte strofer fra en håndfuld andre pophits. Men heldigvis slutter det hele skønt med en kalypso-agtig version af (Robyns) ’Dancing on My Own’.

Hvor der kunne være mere variation i musikken, er der til gengæld masser af spræl i det visuelle udtryk, som svinger lystigt gennem flere kulturelle referencer. Symboler og tableauer med forskelligrettede indtryk, der ikke altid går i sameksistens. Guldhorn og solstråler er både egyptiske guddommeligheder og festlige masker i et kæmpe musicalshow. Dansernes nude-formationer associere både kunstbilleder og identitetsoprør. Og selvfølgelig er dødsscenerne til sidst en vild fest inspireret af den mexicanske tradition De Dødes Dag.

’Under dybet’ er svær at tolke og forstå, men det rituelle og nærmest kultiske tyder på en del genfødsler - i håb, fantasi og ideal. Som en hyldest til livet og kropsligheden, foldet ud med lækre visuelle boosts. Måske langt fra virkeligheden, men det er der også brug for på teaterscenen, så man kan leve sig ind i vilde, vovede visioner og drømme. Dykke ned i dybet, under dybet - uden at tolke og forstå, bare mærke og opleve.