SuperClásico

SuperClásico er i argentinsk fodbold, hvad Super Bowl er for den amerikanske udgave: noget nær en religiøs begivenhed. Årets kamp. Afgørelsens time.

Det er det vist også for almindelige, danske Christian, der har mistet sin kone til Sydamerika og verdens bedste fodboldsspiller. Men det kan hun jo ikke mene? Og hvad så med mig og vores søn, Oscar (i nævnte rækkefølge)?

Anders W. Berthelsen er den amputerede, egoistiske og helt igennem ynkelige, alkoholiserede, gennemsnitsdanske mand, der har allermest ondt af sig selv.

Han rejser om på den anden side af verden for at redde sin viv ud af kløerne på sin egen diametrale modsætning, den endimensionelt passionerede flødebolle Juan Diaz, som Paprika Steen, den resolutte, handlekraftige karrierekvinde tougher-than-the-rest har valgt i stedet efter 16 års kedeligt ægteskab. Åh, Woody Allen ville være stolt, Ole Christian Madsen!

Men midt i Buenos Aires' gader er der jo også deres teenagesøn Oscar at tage hensyn til. En lille Sune Wagner-klon, der har nok i sine kynisk-filosofiske tanker og sin lange læderfrakke, indtil han som Stampe, Blomst og Bambi rammes af livets cyklus.

Hvem skal vågne op? Hvem skal have hvem? Og hvordan skal familiebilledet se ud?

Om det hele ender godt, halvgodt, eller en smule kikset, kan være lige meget her, men rejsen mod enden er præget af ufarlig sovs og kartoffel-humor som i en blanding af 'Familien Gyldenkål' og 'Italiensk for Begyndere'.

Middelmådigheden er gennemtrængende og der er tale om en superklassisk dansk film, som udmærker sig ved ikke at være dårlig, men blot komplet ligegyldig på alle måder.