Smørrebrød
KBH siger aldrig nej til en rubber med kødpålæg og garniture - her er guiden til byens frisksmurte frokostfristelser til hverdag og fest
Med det rustikke mormorkøkkens comeback har også rugbrødsmaden, den danskeste af alle danske specialiteter, fået nyt liv.
Efter en årrække som højt belagt fortidslevn med et tarveligt rygte, er smørrebrødet igen en eftertragtet frokostspise i København og serveres i alle inkarnationer: Fra smørrebrødsjomfruens ærlige håndmadder til kendiskokkens designer-rundtenommer i luksuriøs gourmetkvalitet.
KBH ELSKER
Byens Smørrebrødsanretning: Den morgenfriske hverdagskonge
Med dette fund af en typisk smørrebrødsforretning, godt skjult i en ensrettet gallerigade bag Sølvtorvet, græder du aldrig mere over glemt madpakke.
Faktisk begynder du at glemme med vilje, så du kan få den saftige flæskestegsmad eller sprøde og kødfulde fiskefilet til frokost.
Sølle 15 kroner må du slippe for hver, og med mere enkelt pålæg er vi helt nede på en vantro tier – forbløffende i forhold til velsmagen på de hele stykker hjemmebagt kernerugbrød med akkurat tilpas garniture.
Lige meget hvornår du skal møde, kan du forsyne dig på vejen, for håndværkerhemmeligheden i Rørholmsgade (blot et rejemadskast fra anderledes anerkendte Aamann’s) åbner allerede klokken 6-nul-dut.
Byens Smørrebrødsanretning
Rørholmsgade 2, Kbh K
Man-fre: 06-13.45
smoerrebroed.dk
KBH ELSKER
Restaurent Schønnemann: Den schöneste klassiker

At diskutere hvilken af byens traditionelle frokostrestaurationer der er bedst, er lidt som at skulle fastlægge hvis bedstemor der er sødest.
Men i Schønnemanns høje kælder med de blyindfattede ruder og strøsand på gulvet, er standarden lige så svimlende som selektionen af serveringer – er seks slags tatar nok?
Betjeningen er kammeratlig kompetent og madderne perfektion i overbevisende størrelser. 64 forskellige snapser, selvfølgelig skænket til randen.
Restaurent Schønnemann
Hauser Plads 16, Kbh K
Man-lør: 11.30-17
restaurantschonnemann.dk
KBH ELSKER
Aamann's: Reformatorens rundtenommer

Adam Aamann beskyldes fra alle sider for at have revitaliseret det danske smørrebrød, og det passer.
Uden at blive for smart eller for mærkeligt, trimmes og genopføres traditionerne som udsøgt gastronomi.
Reformationen smager så tungen smælder og koster derefter, hvilket føles absolut rimeligt indtaget på adressen. Grænsen mellem luksus og dekadence er dog nok nået med en halvtredser for en halvstor porremad to go – også selv om man får labert engangs-træbestik med.
Aamann's Etablissement & Take Away
Øster Farimagsgade 10-12, Kbh Ø
Etablissementet man-lør: 12-16 (frokost)
Deli’en man-søn: 10:30-16 (frokost)
aamanns.dk
KBH ANBEFALER
The Royal Café: Småt men vildt godt
Japanermagneten i en baggård ved Storkespringvandet kalder deres rubbere for ’smushies’, en sproglig sammentrækning af ’smørrebrød’ og ’sushi’. Det har noget med størrelsen at gøre, og kan da også oversættes til ”nærmest pindemadder”.
Uhyre delikate er de, de kære små (kartoffelmads-hapsen er fra en anden verden!), men regningen er bestemt ikke tilsvarende miniput, så for mæthedsfornemmelsen bliver du enten ruineret eller skal spise hjemmefra.
The Royal Café
Amagertorv 6, Kbh K
Man-fre: 10-19, lør: 10-18, søn: 11-17
theroyalcafe.dk
KBH ANBEFALER
Dyrehaven: Hippe tømmermændsmadder
Meget vesterbroske Dyrehaven (halvt bodega, halvt hipster-café) på opblomstrede Sønder Boulevard er ikke kun et drønpopulært sted at gå på bar ud på aftenen, men også et oplagt sted at behandle følgerne næste dag med den alt for oversete tømmermandskur: smørrebrød.
Der er kun fire slagser på tavlen blandt de brune træpaneler og designerlamperne, men det inkluderer både et stort stykke med hjemmelavet leverpostej og et med en lokalt hyldet hønsesalat.
Dyrehaven
Sønder Boulevard 72, Kbh V
Man-søn: 12-16 (frokost)
dyrehavenkbh.dk
KBH ANBEFALER
Slagteren ved Kultorvet: Med eget kødpålæg
Økologiske Jens Slagter og hans kække svende er ikke kun et besøg værd for bøfferne. Her smøres også håndmadder til den rørende enhedspris af 11,- for en halv rundtenom med eget kødpålæg, og så har den møre rustbøf stadig både remo, ristede, asie og peberrod på.
Eller hvad med den småeksotiske kalvefilet med karry/champignon-dressing og purløg? Tre stykker er nok til en fuldkommen frokost – held og lykke med at finde en ordentlig sandwich til de penge.
Slagteren ved Kultorvet
Frederiksborggade 4, Kbh K
Man-tors: 8-17.30, fre: 8-19, lør: 8-14
kultorvet.dk
KBH ANBEFALER
Orangeriet: Frisksmurt i Kongens Have
I det sirlige hvide lysthus i udkanten af Kongens Have, hvor Michelinstjerne-belønnede Geranium også har boet, har nyåbnede Orangeriet en håndfuld rugbrødsmadder i den moderne Aamannske tradition med på frokost-kortet.
Såvel den stegte sild med dild og kapersbær som parkudsigten fra de mange vinduespladser, er en attraktion. Her er altid lyst og luksuspicnic-stemning, også på en kedelig blæsedag – og det er populært, så kom tidligt eller bestil bord.
Orangeriet
Kronprinsessegade 13, Kbh K
Tir-lør: 11.30-15 (frokost), søn: 12-16.30
restaurant-orangeriet.dk
HUSK OGSÅ LIGE!
Slotskælderen hos Gitte Kik: Som nabo til Christiansborg, emmer kældermurene af hundrede års politiske rævekager.
Du kan nyde dit dikkedarfri smørrebrød fra Staunings stamplads, mens du smuglytter til de mange ping’er fra Borgen der stadig sidder her når TV-Avisen ikke kan få hul igennem.
Fortunstræde 4, Kbh K
Tir-lør: 11-15 (frokost)
Moster Elses Smørrebrød: "Kød & Pålæg” står der på markisen lige ved Svanemøllen Station, og hvem har så brug for yderligere oplysninger?
Fra tidlig morgen smører Else madder og kokkererer i autentisk hjemmelavet kvalitet til vennepriser. Heldige Ydre Østerbrotyper!
Østerbrogade 151, Kbh Ø
Man-fre: 7-15
Rabes Have: Atmosfæren kommer rullende som havets bølger på den sammensunkne og maritime frokostknejpe ved Christianshavns vold der i 1600-hvidkål lagde ud som brændevinsbrænderi.
Gå efter den beyond hyggelige gårdhave og bed om et kik ind i mindestuen for skoleskibet Georg Stage.
Langebrogade 8, Kbh K
Ons-søn: 11-16

Håndværkerhemmeligheden Byens Smørrebrødsanretning får dig til at glemme madpakken med vilje. | Fotograf: Ty Stange 


Indsend kommentar