pixel

1984

  • Betty Nansen Teatret
  • 3

Fakta

DRAMA
20. september – 2. november 2014

Betty Nansen Teatret

Foto: Natascha Thiara Rydvald

Tankekontrol. Et potent ord, der sikkert ville blive oversat til tankeeffektivisering – hvis da ikke helt slettet – ifølge Nysprog. Det nye sprog – anno 1984 i George Orwells skræmmevision – der skal udradere ordenes facetter og fritænkning. For reducerer man tankerne, minimerer man også handlingerne, fordi de ikke kan udtænkes.

Som altid med Orwells klassiker er der lagt op til debat – om fortid, nutid og fremtid. Med inspiration i Orwells tillæg til romanen, ’Hovedregler for Nysprog’, betoner denne londonske opsætning fra sidste år den sproglige vinkel, som oftest er skubbet i baggrunden for overvågningstematikken og skildringen af samfundet versus individet. Desværre har man kun minimalt udnyttet muligheden for at lege med sproget og tydeliggøre disse eftertanker.

Effektiviseringen af publikums tanker begynder ellers prompte med nogle forskertyper, der ivrigt udbreder sig om ’1984’. Meninger, teorier, tolkninger, visioner – og så nogle spørgsmålstegn vedrørende personen, der skrev dagbog og gjorde oprør mod den totalitære overvågningsnation. ”Hvor er du nu, Winston?” er det tilbagevendende wake up call for hovedpersonen – og publikum – men faktisk bliver det mere forstyrrende og formularisk end spændingsskabende.

Det er svært at komme uden om stilisering i ’1984’, hvis hårdknude altid vil være at få nok menneskelighed formidlet. Mantraer som ”krig er fred”, ”frihed er slaveri” og ”uvidenhed er styrke” er jo total hjernevask, og så er det immervæk svært at mobilisere individualisme, når Big Brother ser alt.

Den egentlige fortælling er ret loyal overfor romanen, så den unge Winston (Patrick Baurichter) tumler fatalistisk rundt i en evigt paranoid hverdag af tankepoliti, skærmmagt, systemkontrol og 2 minutters had-seancer. Spændt ud imellem kollegaen Parsons (Benjamin Boe Rasmussen), der henrevet beretter de samme historier om sin 7-årige stikkerdatter, og kæresten Julia (Sofie Ancher Vea), der ansporer til oprør via Broderskabet.

Husker man den gamle sangleg ’Bro bro brille’, ved man, at den er pinegal allerede i antikbutikken, og senere hos den allestedsnærværende O’Brien (Jens Jørn Spottag) ved man, at tovtrækkeriet bliver ensidigt. Nemlig den veltunede torturscene, hvor fysiske pressioner af stræk, strøm, indsprøjtning og vand skal aftvinge tankerensning og -kontrol. Fem er fire, hvis Big Brother det siger!

Stemningen er fortættet så det niver i nervebanerne, når lys- og lydeffekter splitter illusionen om at sidde trygt i mørket. Der er flere lag og dybder i Kim Witzels virkningsfulde scenografi, som rykker den stålsatte dystopi tættere på. Eksempelvis bliver den store kærlighedsscene mellem Winston og Julia fordærvet af, at vi kigger Big Brother over skulderen og på kæmpeskærmen ser elskoven sidestillet med insekter og planteliv. Som når vi studerer naturen under mikroskop!

Overvågningssamfundet er selvfølgelig topaktuelt, og det mest chokerende er vel egentlig, at der skal meget til at ryste os på den konto. Vores liv med, foran og på diverse skærme er blevet hverdag, og der skal mere direkte pegefingre til at engagere os i oprør. Det burde ’1984’ kunne her i 2014, men det sker kun lidt vagt og flygtigt da O’Brien i torturscenen griber mikrofonen og taler ud mod publikum.

Ligeledes er de hvide kitler upålidelige guider i den sproglige debat. De virker søgende, smilende og pleasende – og man bliver i tvivl om deres rolle i Winstons historie. Ærgerligt at der ikke er skarpere tiltag her, for det er et interessant snit til at bringe ’1984’ ind i nutiden – og fremtiden.

Her hvor Nysprog ikke kun er spindoktori men også helt almindelige hverdagsudtryk, der bliver renset for negative nuancer. I dag er effektivisering et nyt ord for nedskæringer, en fyringsrunde bliver til et tilpasningsprojekt og tvang omtales som motivationsfremmende foranstaltninger. Mindfuck ud over alle grænser – velkommen til 2014, positiv-versionen af Orwells fremtidsvision.

Mest læste

seneste
scene

Under dybet
4.02

Operaen
Stolthed og fordom
5.04

Betty Nansen Teatret
Saul
5.04

Operaen
Koreorama nr.01
4.02

Det Kongelige Teater
Askepot - The Musical
3

Tivolis Koncertsal
Dansedybet
3

Sort/Hvid

seneste
film

Challengers
4.02

Luca Guadagnino
Civil War
4.02

Alex Garland
Hammarskjöld
4.02

Per Fly
Abigail
4.02

Matt Bettinell-Olpin, Tyler Gillett
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling