Challengers

For nogen er tennis en passioneret sport, og for andre er den kedelig. Der er sjældent en mellemvej. Sådan vil det nok også være med ’Challengers’, som gør livligt brug af tennissporten som forholdsmetafor for kærlighed og/eller sex.

Italienske Luca Guadagnino har som altid skabt en helt unik stemning af bramfrihed og betagelse - selv kameraviklerne er kække - når han skildrer den saftige, smukke kærlighed gennem et effektivt smash af konkurrence, ambition og manipulation. Meget i filmen er treenighed - i kontrast til at der kun kan være to på tennisbanen, ligesom den gængse opfattelse af tosomhed i kærlighed. Så helt i titlens ånd udfordrer de hinanden - og gør det åbenlyst i en vekslen mellem tennis-, kærlighed- og sexrelationer.

Den skriggule, hårde tennisbold farer over nettet fra start, og den kamp - mellem Patrick (Josh O’Connor) og Art (Mike Faist) - følges helt til sidste matchpoint. Som den ultimative konfrontation og kulmination af et forhold - på og udenfor banen - fortalt i sporadiske flashbacks, der krydsklippes vitalt med den kamp, der måske ændrer alt i deres liv. 

For det er en kvinde, der styrer dem: Tashi (Zendaya), der selv var et toptalent, men nu er manager/træner for Art, som hun også deler giftemål og datter med. Han overvejer at stoppe tenniskarrieren, og selvom hun prøver at motivere ham med små provokationer og intimideringer, sker der ikke noget. Ikke før Patrick står overfor ham på banen, efter mange år.

Det er en vidunderlig trekant af intens energi og troløs udvikling. To unge fyre, der synes uadskillelige, og den lækre unge kvinde, der fra første festaften nøje får overtaget. I en parringsleg, hvor de føres endnu tættere sammen, og derefter bliver spillet ud mod hinanden - i mere end én forstand. Det har hele tiden været game-set-match for Tashi. Set: Hun lover sit telefonnummer til den der vinder, og samtidig siger hun bare vil se pissegod tennis. Game: Hun vil kun have den der spiller bedst. Match: Den hun kan gøre til vinderen.

Metaforen med sex starter da Patrick fortæller hvordan han lærte Art at spille pik - hvem der rykkede og kom først, er måske ikke den der er bedst til at spille! Derfra er metaforen vendt, og der er masser af lækker, svedig tennis og hungrende blikke mellem alle tre, men man ser intet af det ubændige sex, der antydes. Også musikken og nogle rasende vejrfænomener pepper stemningen op. 

Som altid har Guadagnino god sans for detaljer og hints. Som den meget sigende t-shirt, de skiftes til at iklæde sig, med skriften "I Told Ya". For der er meget usagt, som så alligevel er soleklart i de længselsfulde blikke, hvor vrede, sørgmodighed og begær flyder helt særligt sammen. Mod en lidt uforløst slutning - på banen og udenfor - der lever fuldt op til den legende, drillende stemning gennem filmen. Og bare sætter den endelige pointe på spidsen: At få det liv man ønsker og de oplevelser man skaber - gennem en andens talent.