Cabaret

Rå, sej og moderne cabaret. Ja, dén cabaret! Kander og Ebbs nyklassiske succesmusical har fået et ordentligt smæk hyper-fornyelse af Hugo Hansén, en af Sveriges fremadstormende yngre teaterprofiler.

På Kit Kat Klub er der plads til alle. Her kan man skeje ud – som sig selv eller en anden. Ingen problemer, og alle er smukke og glade. Sådan styrer konferencieren den festlige cabaret, men der er kommet flere skarpe og dunkle impulser i kalasen.

’Välkommen, bienvenue, welcome…’ er for evigt et kanon åbningshit, og fluks er orgiet i gang med nye lækre moves. Splittede ben, rumpen op og greb i skridtet er blandt de poseringer, der giver voguing det rette mix af burlesk, incitament og standpunkt. I koreografi (og medvirken) af dansekompagniet P*fect bliver voguing den ultimative dans for den moderne cabaret, hvor fordomme overfor køn, race og status igen tilskynder grænsekontrol og resignation.

”Er det en forbrydelse at forelske sig?” spørger den undseelige forfatter, der får overflod af inspiration til sin bog så han må flygte fra de bristede illusioner. Kærligheden har ekstremt trange kår. Ikke kun hos de unge, men også hos den ældre generation, hvis rørende øjeblikke – særligt Fräulein Schneiders (Marianne Mörck) hymne om lyset, der brænder ud – er en reminder om at inkorporere fortiden og dens erfaringer.

Scenen er sat i enkel trekantsform med neonåbninger og lange, lyserøde gardiner – med reference til den lyserøde triangel, nazisterne tildelte homoseksuelle. Med et uafbrudt leben savner man på intet tidspunkt mere scenefyld. Det bidrager kun til det kølige og afpillede miljø, som natklubben også afspejler.

Kostumer, hår og make up er råt og provokerende i den symptomatiske lak-, læder- og glimmerstil. Især konferencieren fører an med afklædt attitude og vrængende udtryk. Lindy Larsson er fuldkommen fabelagtig som den flamboyante frontfigur, der exellerer i maskuline som femnine udtryk. Han afbryder tilmed de andres spil, og helt i tidens ånd bliver han både bestyrer og fortolker af historiens gang. Og sørger for at humoren flyder blandt de seksuelle spræl.

Han leverer showets mest kraftfulde sangnumre, selvom Sara Jangfeldt som Sally Bowles også gi’r den gas med titelsangen. Musikalskt er det også ret ekstravagant, og orkestret imponerer fra stille brass til dunkende techno og støjende march. Helt igennem modigt at udrulle de velkendte favoritter så dunkelt og intenst. Men det rykker og trykker de rigtige steder.

Det kritiske punkt i ’Cabaret’-opdateringen er naturligvis det politiske. Det virker skræmmende, men mest af alt uvirkeligt, når artisterne heiler eller viser røv med hagekors. Men aktualiteten er at racisme, had og diktatur lurer lige om hjørnet, når resignationen sætter ind. Dermed bliver natklublivet et paradoks via flugten ind i det hedonistiske, kropsfikserede og selvforherligende.

’Cabaret’ er et modigt og provokerende sats, der topper med avantgardistisk mørke og vulgært festeri. Det bliver indimellem ret stilistisk at ramme nutiden, og den største målgruppe er nok ungdommen. Men fyrværkeriet fylder rummet og kyssene rammer første række. Livet er en cabaret – på godt og ondt!