Don Quixote

Det er historien om den arme ridder Don Quixote, der med et hjerte så stort og en vilje endnu større bare må forlade sit hjem og drage afsted ud i kamp – som beskytter imod syndere og troldmænd. Der er bare ingen troldmænd, kun kæmpestore vindmøller og store horder af får.

Man fornemmer det straks, Nicolas Bros imponerende korpus træder op på scenen i fuld udrustning: Her er vores helt. Altid balancerende på den hårfine grænse mellem vanviddet og fornuften, spiddet af en indre sårbarhed. Nicolas Bro er vores antihelt Don Quixote.

Her er 165 minutters eventyr i en scenografi, der sparsomt forvandler sig fra bibliotekets loftsrum til åbne enge i fuld galop. Poesien lever i træernes susen og kridtstregens enkle markeringen. Det er magisk.

Men selvom ’Don Quixote’ er en forunderligt fortælling, er den fanget i formen. De stiliserede bevægelsesmønstre og det store skuespil får ikke nok luft. Skuespillet kunne sagtens være endnu større, for det groteske er en fin medspiller til Quixotes frie fantasi. Jo større, jo bedre i denne forestilling. Derfor fungerer det, når Jens Jacob Tychsen som kromutter lader sine enorme bryster svinge om ørerne på den stakkels udmattede Don og hans tro følgesvend Sancho, i skikkelse af Paw Henriksen. Og når Christiane Gjellerup Koch liderligt stønner for oldefars sværd.

Don Quixote drives af en grundlæggende tro på frihed. Hans naive verdensopfattelse bringer ham i situationer, der ville få kynikeren frem i de fleste, men for Don Quixote styrker disse situationer blot hans tro på at trolddom og ondskab ødelægger verden.

Han tror på retfærdighed og kærlighed, men han står tilbage som skurken efter han i en heltegerning har hjulpet stalddrengen fra pisk. For selv stalddrengen kan forstå, at Don Quixotes retfærdighedssans kræver større mennesker end dem, man finder på disse egne. Men Don Quixote er et stort menneske, og derfor lever historien stadig 400 år efter, den er skrevet.