The Fifth Estate

Før optagelserne til ’The Fifth Estate’ kontaktede Benedict Cumberbatch hovedpersonen Julian Assange og bad om et møde. Assange afslog, da han ikke ønskede at legitimere filmen. Samtidig bad han Cumberbatch om at genoverveje sin beslutning om at medvirke.

Efter at have set det færdige resultat, forstår man udmærket Assanges holdning, for ’The Fifth Estate’ tegner ikke et ubetinget sympatisk portræt af manden bag WikiLeaks. Men det er ikke australierens kæmpeego, der er filmens primære fokus, selv om der absolut ikke bliver lagt skjul på, at Assange trives i rampelyset. Først og fremmest rejser filmen en række interessante spørgsmål omkring det at afveje offentlighedens krav på information med risikoen for at mennesker (kilder/agenter) kommer til skade.

Computerwizz Daniel Domscheit-Berg (Daniel Brühl) møder WikiLeaks’ grundlægger Julian Assange (Benedict Cumberbatch) på en computermesse i Berlin 2008. På det tidspunkt har WikiLeaks allerede eksisteret et par år, men først da Domscheit-Berg engagerer sig, begynder der for alvor at ske noget. Det kulminerer i 2010-11 med offentliggørelsen af en kolossal mængde hemmeligstemplede militærdokumenter om krigene i Irak og Afghanistan og over 250.000 (uredigerede) amerikanske diplomatiske telegrammer.

En betragtelig del af filmen består af de to hovedpersoner, som sidder ved computeren og skriver til hinanden – det er set før og er ikke specielt spændende. Men indimellem kommer der små godbidder af information om Assange, der i den grad pirrer ens nysgerrighed, for eksempel at han som barn i flere år voksede op i en australsk sekt med sin mor. Det bliver dog kun nævnt i en bibemærkning, ligesom filmen ikke går nærmere ind på voldtægtssagen i Sverige, som er årsag til, at Assange det seneste år har opholdt sig på den ecuadorianske ambassade i London.

Rollelisten er imponerende, men trods en spilletid på over to timer har flere af karaktererne kun meget lidt at lave. Som Alan Rusbridger (chefredaktøren på The Guardian) er en kapacitet som Peter Capaldi stort set spildt – han bruger sine få scener på at se bekymret ud.

Nå, det er en mindre indvending, ’The Fifth Estate’ er bestemt en seværdig film, og Assange er et fascinerende bekendtskab.