pixel

Flere tomme butikker præger København

Antallet af ledige butikslokaler i København er næsten øget med 20% på et år — Strøget og Købmagergade er værst.

strøget, butikker, jul

Føler du, at de tomme butikslokaler på Strøget og Købmagergade fylder mere end sædvanligt?

Så er det ikke dine følelser, den er gal med. Statistikken giver dig nemlig ret.

Fra juli 2022 til juli i år oplevede København en stigning i udbudte butikslokaler fra 53.300 til 63.100 m2. Det er en stigning på 18,4% på ét år — knap en femtedel — viser nye tal fra erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk.

Det er samtidig det højeste antal ledige kvadratmeter i et kvartal siden år 2021 — men trods alt stadig lavere end corona-året 2020.

Dengang stod hele seks procent af butikslokalerne ledige, men i dag er det tilsvarende tal 3,1 procent, lyder det fra erhvervsportalen.

Set isoleret lyder tallet måske ikke så højt. Det skyldes, at udlejningen på de store handelsgader i København — som f.eks. brogaderne — faktisk går ganske godt.

Men omkring Strøget og Købmagergade — samt i de tilstødende sidegader — er der massive udfordringer med at få lejet de ofte dyre kvadratmeter ud til butikker og caféer.

Dansk Amazon kan forværre

En del af forklaringen på den mindre interesse for at leje i Indre By kan måske findes i udviklingen fra corona-årene.

Her har nogle af de mindre butikker både haft momslån og siden inflation og høje energipriser at kæmpe med. Og selv om inflationen er taget af igen, gør den stigende rente nogle forbrugere mere forsigtige, hvilket kan forplante sig i en lavere interesse for butiksudlejning, der baserer sig mere på lystindkøb end på nødvendighedsindkøb — som man typisk finder i Indre By.

Ifølge partner hos mægleren Savills Danmark, Stig Plon Kjeldsen, har potentielle lejere og udlejere i det inderste af byen for tiden det svært ved at blive enige om, hvad lejeniveauet skal være.

Det er et billede, der stemmer godt overens med, hvad Magasinet KBH tidligere har erfaret. Mange ejere af udlejningsejendomme i Middelalderbyen har de senere år investeret store beløb i køb af ejendommene og er afhængige af en relativt høj husleje for at kunne betale af på de lån, der er optaget i ejendommene. Derfor er der en vis modstand mod at sætte lejepriserne ned i et niveau, der måske bedre matcher efterspørgslen.

I sidegaderne er der også problemer med at få lejet lokalerne ud, men Magasinet KBHs erfaring er, at udlejerne her er ved at blive mere fleksible med vilkårene for at tiltrække nye lejere. F.eks. gives der nu rabat på det første års leje flere steder, og bindingsperioderne bliver mere fleksible.

Til deres udfordringer kan udlejerne naturligvis lægge udviklingen indenfor nethandlen, som i godt to årtier har været fremstillet som den helt store trussel mod gadernes butiksliv — og i sidste ende som gadelivets mulige bøddel.

Helt så galt er det ikke gået, men de senere år har rygtet om et dansk fremstød fra Amazon luret — noget som måske vil kunne skubbe yderligere til udfordringerne med at få lejet byens fysiske butikker ud.

Sidste år blev Amazons første danske medarbejder ansat med den opgave at hjælpe danske virksomheder med at sælge i udlandet via internetgiganten.

Siden har Amazon gjort det muligt at lave dansksprogede annoncer i deres tyske netbutik, som mange danskere benytter sig af. Og danske virksomheder kan nu vælge danske speditører, når de skal vælge, hvordan deres varer kan komme fra Danmark til Amazons lagre i Tyskland.

Lanceringen af de ny tiltag følger den udrulningsplan, som Amazon har brugt i andre lande, påpeger Jeppe Hamming fra reklame- og mediebureauet Nørgård Mikkelsen i en artikel fra Dansk Erhverv. Og dermed vurderer han, at en Amazon.dk er på vej.

Ikke så ringe endda

Glemmer man inflation og truslen fra globale giganter og tager en tur op i den københavnske helikopter, er problemerne med butiksdøden dog altså ikke helt så store, som de kunne se ud.

Lige nu er der i alt udbudt 368 lokaler i hele københavnsområdet som også inkluderer kommunerne Frederiksberg, Tårnby og Dragør.

I alt sidder de fire kommuner på cirka to millioner butiks-kvadratmeter — eller hvad der næsten svarer til 10 procent af landets samlede butiksareal. Og med 63.100 m2 til leje lige nu, er mere end 97% altså udlejet.

Det er altså primært i det inderste af byen, at der er problemer, og de kan måske blive løst, efterhånden som bilismen i Middelalderbyen bliver reduceret over de kommende år. I hvert fald viste en analyse sidste år, at fjernelsen af biler fra gaderne i Københavns indre, kan åbne op for nye forretningsmuligheder og gøre dem mere robuste over for netop nethandel.

Portalen Ejendomstorvet.dk drives på foreningsbasis af erhvervsmæglerne i Danmark.

Få adgang som medlem eller abonnent

Medlemskaber er rettet mod privatpersoner.

Abonnementer er rettet mod erhverv, der har brug for bilag og mulighed for medarbejderabonnementer med rabat.

Mest læste

kommentarer

idakatrineh

Det er utrolig vigtigt for København - og alle byer - at passe på centrum.

Der er uhyggeligt mange souvenir butikker efterhånden i indre by.

Opgaven er kæmpe stor og finansieringen er en kamp. Men det er vigtigt at gennemføre bare et enkelt kvalitetsprojekt af gangen. Så godt med springvandet på Rådhuspladsen f.eks.
Soeren.chr.jensen_1735
Samme tendens i det øvrige land. Er kommet for at blive. Nethandelen hærger.

relaterede
artikler

relaterede
visioner

tegnestuevision
Refshaleøen
Drop karréerne og byg i stedet videre med Refshaleøens eksisterende former — og skab på den måde mere urban, kompleks og interessant by end i meget af det nye København. Sådan siger Jool Arkitekter.

seneste
byens liv

close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling