pixel

Byg et folkebibliotek på Vesterbro

Skab et moderne bibliotek med fokus på fordybelse på en udtjent parkeringsplads på Vesterbro.

bibliotek, enghavevej, vision

STEM

Denne vision har modtaget 78 % positive stemmer
Stemmer i alt 45

Kort
Bibliotek på Enghavevej

Engang var biblioteket stedet du gik hen, hvis du ville vide hvor mange der boede i Tokyo — eller om narhvalen eller grindehvalen var størst. 

Begge mysterier kan i dag løses med mobilen i køen i Netto.

Biblioteket har mistet sin status som informationsmonopol — men måske skal det i stedet fokusere på at være et knudpunkt for fordybelse og socialt sammenhold i en tid, hvor stress og jag er normalen i både Netto og resten storbyen.

’From collection to connection’

Fordybelse og sociale møder er hovedgrebet i et forslag til et nyt offentligt bibliotek på Vesterbro, som er Lauritz Wagn Møllers og Frederik Janum Friis' afgangsprojekt fra Kunstakademiets Arkitektskole i København.

Deres projekt undersøger bibliotekets rolle som et åndehul og socialt rum, der står i kontrast til byens og samfundets hastighed — og munder ud i et konkret udspil til et nyt bibliotek på Vesterbro, 

Biblioteket har stadig potentiale til at være stedet, man går hen for at finde koncentration og langsommelighed — eller deltage i lokalsamfundets kulturelle aktiviteter, mener Møller og Friis.

’From collection to connection’ kalder den nyuddennede arkitekt selv bibliotekets forvandling fra videnscentral til socialt mødested i sit projektprogram.

Mere lys, mere rum

Det nye bibliotek foreslår Møller og Friis placeret på den tomme grund mellem Sønder Boulevard, banelegemet og Enghavevevej. Her fandt man tidligere Enghave Station og en tankstation, men begge dele er i dag ryddet, og i stedet finder man en parkeringsplads, der venter på bedre tider.

Stationen lukkede i 2016, da der åbnede en ny på 'Carlsberg' — blot 200 meter væk.

Vesterbro har allerede et bibliotek — i Lyrskovgade cirka 500 meter væk. Men det holder til i en ældre bygning, og lokalerne er overvejende små og lavloftede.   

Møller og Friis' afløser har større, lysere lokaler med højere til loftet og mere "rummelighed".  

Form og størrelse er tilpasset kvarterets omskiftelighed: Fra de store, gamle industribygninger i Carlsberg Byen og karréerne på Indre Vesterbro til det lidt grønnere Kongens Enghave og hvad der snart bliver til Jernbanebyen — på den anden side af det store banelegeme mod sydøst.

Biblioteket vil de nu nyuddannede arkitekter opføre som tre kasseformede, forskudte bygninger med en tung base og en let top. Nederst vil facaden være beklædt med mørkerøde teglsten — som er meget udbredte i området — mens der opefter er arbejdet med træbeklædning.

Have i midten 

Når man ankomer til biblioteket har man flere indgange at vælge mellem, som hver især henvender sig til de ret forskellige byområder — travle Enghavevej, rolige Sønder Boulevard og "muren" af jernbanespor.

Indgangene skaber mulighed for at bevæge sig på kryds og tværs gennem bygningerne og skal give både sammenhæng og kontrast mellem det hektiske Vesterbro-liv og den meditative læsezone indenfor.

Tre forskudte bygninger omslutter en beskyttet have som udgør bibliotekets naturlige omdrejningspunkt — og skal være et mere intimt alternativ til lange, åbne Sønder Boulevards karakter som parkstrøg. Herinde i den trekantede have er der mere ro og fred, omgivet af de tre bygningskroppe.

Fra haven har man direkte adgang til de tre bygninger og de forskellige funktioner. I én af dem trækker ydermuren sig lidt tilbage i stueplan og giver plads til overdækket ophold udendørs.

Én af de tre bygninger vokser opad i højden omkring et større atrium der vender ud mod haven. Her trækkes der lys ind, skabes rummelighed og er god mulighed for at afholde større kulturarrangementer. Øverst er man sikret god udsigt gennem et stort "kigøje"-vindue.

Mens husets ydre er præget af mørke nuancer, åbner det indre op for de lyse farver, som sammen med haven skal give både studerende og almindelige læseheste ro til fordybelse.

Visionen er hermed sendt videre til Københavns Kommunes politikere. 

Mest læste

kommentarer

gizmo

Strengt fortroligt

Fed tranformatorstation! Tung hermetisk lukket facade, en uinviterende halvfjerdser mastodont, der kunne gøre sig som lyttestation for FET i et koldkrigsscenario - keep clear... hvis man skulle være i tvivl så kig som eksempel på ejendommen på Vesterfælledvej 56 fra 1965 med det samme formsprog. Et folkebibliotek... are you taking a xxx pxxx?
Marianneringprivat
Nej tak. Biblioteket i Lyrskovgade ligger godt for det gamle Vesterbro, hvor beboerne i de små og “fattigere” lejligheder har glæde af det. Carlsberg byens mere velbemidlede beboere er ikke nødvendigvis dem, man skal tilgodese med endnu en luksus ting som et prangende bibliotek.
René Nielsen Marianneringprivat
Hørt!
René Nielsen
Jeg kunne ønske mig, at facaderne var lidt mere "åbne" og "inviterende". Det nuværende forslag ser noget tungt og lukket ud.
Gode visioner
Er du registreret bruger på Magasinet KBH kan du sætte dit præg på København. Stem visioner op og ned … eller vis din egen frem
Ikon læs mere

relaterede
visioner

relaterede
artikler

Industri og erhverv rykker ud af Valby, og flere nye boligområder ser dagens lys. Særligt Valby Syd bliver forandret i de kommende år.

seneste
visioner

Nyuddannet arkitekt vil skabe et "pensionat for træerne" på Langelinie og langs resten af havnen. Genbrug af ældre træer er nemlig billigere og kan bevare byens større træer.
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling