Krakkelerende københavnerstil

Selviscenesættelsen slår revner i knækprosa-nedslag gennem et herrens år i København.

”Den 23. december kl. 15.22
får en yngre kvinde
et panikanfald i Irma.
Hun falder ned på alle fire
og kaster op udover
sin biodynamiske vildand,
en flaske Heibergs kirsebærsovs
og Irmas sidste glas
med Meyes syltede rødbeder.
En yngre mand bøjer sig ned,
tørrer glasset af
i sin cottencoat
og forsvinder
i kødranden
af folk”

Det er ikke kønt, når digtsamlingen 'Folk' tager dig med på rundtur i København og i ord og stregtegninger giver et bud på, hvad der foregår under velfærden.

Teksterne er af Maiken Abildgaard, illustrationerne af Jakob Albrethsen. Og camoufleret af Odder-barnevogn på Dag H, og dybblå Day Birger et Mikkelsen-buksedragt på cykel på Vesterbro, er folks følelsesliv i spåner.
De er faret vild i deres eget København, og selv in-stedernes skinny latte er de ved at drukne i.

Når det perfekte kollapser

Den første tekst finder sted den 1. januar klokken 20.30 i Marimekko-sengetøj, den næste den 15. januar klokken 14, hvor der spises en cupcake, og herefter følger nedslag efter nedslag i et håbløst københavner-år.

Vi er langt fra Ulige Numre og Nik og Jays lyriske lovprisninger af København i disse tekster. Danske luksusbrands og indkøbsture i Irma dækker over rodløsheden og identitetsforvirringen for Abildsgaards københavnere, der ønsker at fremstå som perfekte.

Teksterne slår imidlertid ikke ned på de stunder, hvor de lykkedes for dem, men lige præcis der, hvor det hele kollapser.

”Den 24. september kl. 11.05
beslutter en gift mand
at efterlade sin Christianiacykel
med et stk. Hunter og tre stk.
retrostriber
I Krystalgade køber
han en cap og et sæt armygrømme
headphones”

På flugt fra overflade-virkeligheden

Abildgaards små tekster beskriver den menneskelige distance forbrugersamfundet medfører og kan læses som et opråb til københavnerne. Om at løsrive sig fra idealerne om det rige materielle liv, som, i teksterne, udelukker friheden til at gøre som man vil.

Folk i 'Folk' bliver kvalt i københavner-krav og prøver at flygte fra den polerede overflade-virkelighed, der udgør teksternes univers. Som den 14. juli kl. 8.05, hvor en yngre kvinde ikke kan få cyklen til stoppe ved jobbet:

”To timer efter
sidder hun på en sten
i Dyrehaven
med et glaseret æble
på en pind
...
Der bliver hun siddende”

Læs selv mere og se, om du kan genkende dig eller andre gennem Københavns årstider, hvor folk iscenesætter sig i Grand-biografen, vågner op i Ørstedsparken, eller går en tur i Kødbyen.