Habemus Papam

Ikke mig, kære Gud, jeg er ikke værdig. Stille kardinalbønner som denne fylder Det Sixtinske Kapel i Vatikanet, når en af årets bedste åbningssekvenser ruller over lærredet med ’Habemus Papam’. En ny pave skal findes, og ifølge italiensk films måske største ateist Nanni Moretti er det ikke en rolle, som nogen er synderligt salig over at bemægtige sig.

Efter flere konklave-afstemninger ender valget på Melville (Michel Piccoli), og da han skal præsenteres for folkemassen på Peterspladsen, går han i panik. For at løse sjælekvalerne tilkaldes en psykolog (Moretti selv), der fra start er dømt til at mislykkes. For der må hverken tales om mor, barndom, sex eller drømme – og sessionen overværes af de øvrige kardinaler. Selvsagt må Melville væk fra konklave-presset, og efter et besøg hos en anden psykolog (Margherita Buy), stikker han af og blender ind i det livlige romerliv. Blandt andet på et teater, hvor han genfinder sin skuespillerdrøm.

Humanistisk og humoristisk. Således er Moretti i sit es med ’Habemus Papam’, hans mest mainstreamede film. Jovialt og rørende fortalt i en opløftet tone fuld af underspillet satire. Skildringen af traditioner og normer forbundet med Vatikanet er fascinerende, men også for artig, når man husker Morettis oplagte bid og vid i for eksempel ’Mig og Berlusconi’. Åbenlyst mange muligheder for spe og spy føles spildt. Ideen om psykoanalyse i Vatikanet er eksempelvis vældigt interessant og semiprovokerende, men det bliver kun til en enkelt narrestreg, før psykologen gør en kolbøttevending og i stedet starter en alt for langstrakt volleyball-turnering.

Gudskelov er filmen befolket af herlige typer, og et paveeksempel på hvordan god casting kan berige en film. Fra Margherita Buys ene kvinde blandt hellige herrer (et mix af veteraner og amatører) til instruktøren selv i endnu en selvrefererende rolle. Størst af dem alle er naturligvis 86-årige Michel Piccoli som Melville. Han er indtagende, ærefrygtig, ydmyg og varmhjertet i sin genopdagelse af livets sande værdier – præcis som man ville ønske for en pave.

Her leges lifligt med rollespil, og ikke overraskende fungerer teatermiljøet bedre end sportssfæren som udfoldelsesmanege. Lignelsen mellem skuespillet og paverollen underbygges nobelt med Tjekhovs skuespil ’Mågen’, der tematiserer identitet, valg og retning i livet. Store spørgsmål omkring værdighed, menneskelighed og personlighed rumsterer filmen igennem, og Moretti har muligvis følt sig ophøjet til en grandios finale. Den er måske provokerende for nogen, men i bund og grund fuldstændig utopi, der kvaser filmens balance mellem socialrealisme og -farce.