pixel

Kvartetten

  • Dustin Hoffman
  • 4.02

Fakta

KOMEDIE/DRAMA
Premiere 28. februar 2013

Du behøver ikke at være over 50 for at nyde at tilbringe en time og 40 minutter i selskab med nogle af britisk film og teaters største navne. Men det vil næppe gøre fornøjelsen mindre.

Selv om du ikke tilhører filmens primære målgruppe, skal det dog ikke afholde dig fra at gå ind og se 'Kvartetten', for udover Maggie Smith, Tom Courtenay, Billy Connolly, Pauline Collins og en masse fremragende birolleskuespillere har filmen også andre kvaliteter: Den er underholdende, tankevækkende og ofte rigtig, rigtig morsom.

Beecham House er et hjem for pensionerede musikere. Det bebos af en række excentriske og egocentrerede kunstnere og fælles for dem alle er, at de er oppe i årene og at helbredet er begyndt at skrante.

For at samle penge ind til Beecham Houses fortsatte drift bliver der arrangeret en gallakoncert og da en ny beboer (spillet af Maggie Smith) flytter ind, opstår der pludselig en mulighed for at genforene en berømt operakvartet.

Det er personernes indbyrdes relationer, der er filmens kerne, og hvis ordet ”opera” får det til at gyse i dig, så kan du være ganske rolig, for det kræver ingen speciel operainteresse at få noget ud af 'Kvartetten'.

Der, hvor filmen rammer bredt, er i skildringen af den livsglæde, som hovedpersonerne lægger for dagen trods forskellige (alvorlige) fysiske og psykiske skavanker. Alderdom og demens er ellers ret tunge emner, som det ikke umiddelbart virker indlysende at tage op i en komedie, men det fungerer i 'Kvartetten'.

'Kvartetten' er baseret på et engelsk teaterstykke af samme navn fra 1999, og det er lykkedes instruktøren Dustin Hoffman (ja, DEN Dustin Hoffman) at omsætte Ronald Harwoods stykke til en herligt livsbekræftende film. Og som en lille sidebemærkning: At høre den 78-årige og meget distingverede Maggie Smith sige ”fuck you” til Tom Courtenay er hele billetprisen værd...

Det er i øvrigt befriende, at det efterhånden er gået op for filmindustrien, at man godt kan lave økonomisk rentable film for andet end teenagere. Sidste år var der blandt andet 'The Best Exotic Marigold Hotel' (også med Maggie Smith i en af de bærende roller), som klarede sig ganske glimrende ved billetlugerne.

Det bliver spændende at se, hvordan den – for øvrigt ganske udmærkede – danske komedie ’Det Grå Guld’ med Birthe Neumann, Lars Knutzon og Kurt Ravn i hovedrollerne klarer sig, når den snart får premiere.

Mest læste

seneste
film

Challengers
4.02

Luca Guadagnino
Civil War
4.02

Alex Garland
Hammarskjöld
4.02

Per Fly
Abigail
4.02

Matt Bettinell-Olpin, Tyler Gillett
Back to Black
3

Sam Taylor-Johnson
Birthday Girl
4.02

Michael Noer

seneste
scene

Under dybet
4.02

Operaen
Stolthed og fordom
5.04

Betty Nansen Teatret
Saul
5.04

Operaen
Koreorama nr.01
4.02

Det Kongelige Teater
close logo

Endnu ikke medlem?

Fra kun 29,- om måneden kan du følge byens udvikling