La Belle Époque

Nostalgi er trendy igen, og er dermed blevet en god forretning. Ikke bare retro-ting, men også retro-oplevelser. For de fleste har noget skønt og lykkeligt de gerne vil huske tilbage på, og/eller noget de drømmer om at genopleve.  

Grundideen er rigtig god – selvom den, typisk for fransk film, intellektualiseres og kompliceres lidt i starten – og efterhånden udvikler den sig også mere legende og indimellem spøjs. Et selskab udbyder specialdesignede events, hvor både tid, sted og folk bliver genskabt på overdådig vis, så kunden kan optræde fysisk i en anden tidsalder. 

Nogle vil gæste de ødsle hofballer hos Marie-Antoinette, andre ønsker litterært drukgilde med Ernest Hemingway & co., eller drømmer om at svinge en heftig lussing til Hitler. Victor (Daniel Auteuil) vil dog bare tilbage til 1974 og Lyon-cafeen La Belle Époque, til det første møde med viven Marianne (Fanny Ardant) – dengang livet var let, lystigt og lykkeligt. 

Det bliver et oplivende scenarie, som Victor nødigt vil slippe igen, og fiktionen flyder ind i virkeligheden, imens han skaber nye minder. Skuespillerinden (Doria Tillier), der agerer den yngre Marianne, splittes i tre forskellige roller, hvoraf den ene er i et kompliceret forhold med ejeren/instruktøren Antoine (Guillaume Canet) af dette tidsscenarie. Spejlingen er ikke kun i kærlighedsforholdene, men også i Antoines dybere motiver for at lykkes med denne mission. 

’La Belle Époque’ er en af sidste års mest populære franske film – vinder af 3 César-priser, ud af 11 nomineringer – og er især vellykket i sin hyldest af evnen til at forestille sig og adaptere ind i andre tider, steder og roller. Det meste af filmen udspiller sig med æstetik, karakterer og følelser af en anden tidsperiode, som på charmerende vis smelter ind i nutiden. 

Derfor flyder kontrasterne også ud, og intensionerne fremstår primært romantiske. Man kan tænke at det måske ikke var nødvendigt at genopleve det eksakte cafemøde, for det er vel nærmere mødet med en anden kvinde, der skaber kærlighed på ny, og får manden til at live op. 

Slutscenen viser tydeligt hvad løsningen skulle have været, understøttet af replikken ”små detaljer betyder noget, når man har kendt hinanden i 40 år.” Lidt letkøbt, men i kraft af de skønne skuespillere/karakterer fungerer romantikken og nostalgien.