Operation Argo

Canadierne udtaler ikke det sidste t i Toronto. Det er vigtig info, når man lever under jorden i et land med en despotisk ayatollah ved magten.

Man fabrikerer falske papirer, udtænker dækidentiteter og indgår i nye relationer. Det stumme t bliver pludselig den skrøbelige grænselinje mellem liv og død. Mellem opdagelse og overlevelse.

Sådan var virkeligheden for seks amerikanere i sluthalvfjerdsernes Iran. Da den iranske revolution nåede kogepunktet, stormede militæret den amerikanske ambassade og tog 52 mennesker som gidsler. Imod alle odds lykkedes det seks at søge ly hos den canadiske ambassadør.

Men uret tikkede, så CIA fik lokket eksperten Tony Mendez (Ben Affleck) til at komme op med en evakueringsplan. Mendez’ plan var så surrealistisk, at den virkede uhyrlig: At opfinde en falsk film, og påstå, at de undslupne er med i den.

Virkelighedens redningsstunt er en forbandet god historie. Filmen om den er spændende, men tamt orkestreret. Suk – ikke dybt, men bestemt hørligt.

Filmen lægger ellers fornemt ud. Efter en kort tegneserieskåret intro, dumper vi ned blandt oprørte iranere udenfor den amerikanske ambassade. Indenfor er stemningen ligeså feberagtig. Stressede miner og ængstelige øjne. Uroen ulmer. Udvejene er få. Guf for tilskuerens adrenalindepoter.

Første akt kører selvbevidst på skinner. Dialogen er koket. Fandens flabet til tider. På den oplivende måde, der kan konkurrere med enhver kop kaffe. Afflecks instruktion er hæderlig. Birollerne brillerer – John Goodman og Alan Arkin især.

Fede billeder og fine kompositioner gør filmen seværdig i bogstavelig forstand. Dynamisk krydsklipning optrapper spændingen, mens den sobre skildring giver sammenhængskraft.

Men Affleck har kun ét enkelt ansigtsudtryk filmen igennem. En forstenet mimik, der bedøver tilskuerens interesse. Og de seks amerikanere har tilsammen en personlighed, der kan ligge på toppen af en knappenål. Manuskriptet giver ikke plads til ordentlig karakteretablering. Man føler ikke for dem og tænker: Stor ståhej for ingenting?

Kostumernes halvfjerdserlook og falske overskæg hæmmer ægthedsfølelsen. Den overhængende fare i Iran er mere forklaret end fornemmet. En død mand hænger fra en byggekran, og alligevel er ’Ikke uden min datter’ mere rystende.