The Other Woman

Når en 100% rendyrket chick flick fungerer, er det glimrende underholdning, man ikke behøver at tænke nærmere over, men bare kan tage bedsteveninden med i biografen og nyde. Når en chick flick derimod ikke fungerer, er den nogenlunde lige så tiltalende som candyfloss: Kvalmende sød, og man får meget hurtigt nok. For mig skete det efter 20 minutter med ’The Other Woman’.

Den succesfulde Carly (Cameron Diaz) er begyndt at date den charmerende Mark (Nikolaj Coster-Waldau), da hun ved et tilfælde finder ud af, at han er gift med Kate (Leslie Mann). Kate og Carly bliver venner og sammen med endnu en af Marks elskerinder (Kate Upton) udtænker de en plan for at få hævn over Mark.

Jeg er helt med på konceptet og fuldstændig indforstået med, at socialrealismen ikke ligefrem er i højsædet i ’The Other Woman’. Vi er i et univers, hvor Cameron Diaz er topadvokat i New York, alle bor i lejligheder/huse til ikke under 15 millioner dollars, og (selvfølgelig) har et walk-in-closet fyldt til randen af designertøj. Vi er som publikum vant til at se bort fra den slags petitesser, og det har jo ikke just skadet ’Sex and the City’, at Carrie og co. har boliger og tøj, der ikke stemmer overens med deres indtægter.

Problemet med ’The Other Woman’ ligger et andet sted. Det virker som om, man har haft et møde, hvor man har brainstormet på, hvad man tror, kvinder vil se, og så har man skrevet et manus ud fra denne tjekliste. Resultatet er en del ’The First Wives Club’ (forsmået kone/elskerinde tager hævn over utro ægtemand) og en del ’Sex and the City’ (stærke kvindevenskaber er vigtigere end mænd). Tilsæt en række oneliners og noget falden-på-halen – resultatet er en af de mest umorsomme film, jeg længe har set.

De medvirkende gør ellers deres bedste for at få det spinkle manuskript til at hænge bare nogenlunde sammen, men der er grænser for, hvad navne som Diaz, Mann og Nikolaj kan stille op. For slet ikke at tale om modellen Kate Upton, der ikke slipper særlig godt fra sin første større rolle.

At ’The Other Woman’ får to stjerner skyldes først og fremmest Patricia Fields fantastiske kostumer (ja, hende der også lavede kostumerne til ’Sex and the City’) og et ok soundtrack. Ellers en skuffelse på stort set alle fronter.