Paradis: Kærlighed

Første del i en trilogi viser, at østrigsk film er meget mere end Michael Haneke.

Den fedladne østrigske kvinde Teresa tager til Afrika med én mission. At få noget sex.

Rygtet vil nemlig vide, at de smukke, mørke afrikanske mænd er villige til det meste og ikke spor kritiske overfor bastante europæere. Og rygtet taler sandt.

Det glemmer bare, at fortælle bagsiden af sandheden, som er, at mændene til gengæld forlanger en solid betaling til deres familier fra de hvide kvinder. Det er i dette dramatiske spænd, at billedskarpe Ulrich Seidls film foregår.

Seidl evner en helt særligt balance mellem at være brutal og kærlig. Hans hovedpersoner er ensomme og trøstesløse, ligesom hans film er fortalt fra et sted langt inde i mørket.

Alligevel er det netop dette, der gør, at ’Paradis: Kærlighed’ har billedskønne momenter af lys, fordi den tykke, østrigske mama simpelthen må tro på kærligheden for at kunne tillade sig selv at søge den.

Man fatter ikke sympati med nogen af de liderlige, kvindelige sexturister, men man tager dog sig selv i at håbe, at det kan blive til ægte kærlighed, når de hopper bag på de mørke mænds knallerter og drøner mod nogle snuskede lagner et sted i Kenya.

Samtidig er instruktørens billedforståelse fuldstændig unik. Ofte rykker kameraet sig slet ikke i flere minutter, hvilket giver en stemning af afmagt og stilstand, der underbygger vores kvindelige hovedpersons mentale tilstand i mellem alt luksussen.

Ulrich Seidl er ikke nær så kendt som sin landsmand Michael Haneke, men med ’Paradis: Kærlighed’ slår Seidl nu alligevel fast, at østrigsk films andenviolin sagtens kan spille ligeså flot som Haneke, når han er bedst.